Elsket Teletubbie død – frøs ihjel i Liverpool

Den britiske børneverden har mistet en af sine helt store skuespillere.
Britiske Simon Shelton Barnes, der spillede Tinky-Winky i det populære Teletubbies-univers, blev fundet død 17. januar 2018 i Liverpool i en alder af blot 52 år.
Det skriver det britiske medie Metro.
Politiet bekræftede i går, at man fandt liget af den 52-årige mand omkring klokken 7:30 om morgenen den 17. januar, efter at han var faldet om på gaden i Liverpool.
Simon Shelton Barnes døde ifølge Metro af hypotermi, altså nedkøling.

Teletubbies bestod af Tinky-Winky, Dipsy, La-La og Po. Foto: All Over
Hans dødsfald bliver ikke betragtet som mistænkeligt, oplyser politiet i England.
- Vi kan bekræfte nogle af detaljerne omkring Simon Shelton Barnes’ død. Vi blev tilkaldt til Mann Island-området i Liverpool den 17. januar omkring klokken halv otte om morgenen, hvor der var meldinger om fundet af en død mand, fortæller politiet til Metro.
Simon Shelton Barnes arbejdede – foruden rollen som Tinky-Winky i Teletubbies – også som balletdanser. Han efterlader sig tre børn.
Teletubbies var en TV-serie for de mindste, der blev produceret fra 1997 til 2001 af Ragdoll Productions til BBC. Simon Shelton Barnes spillede rollen som den lilla Tinky-Winky fra 1998 og frem til 2001.