Hollywood24. januar 2016

Ekskonen sagsøger Sheen

Vil have millionbeløb af eksmanden
https://imgix.seoghoer.dk/18.02106214.jpg
 (Foto: All Over)

Problemerne hober sig op for Charlie Sheen.

I november stod den 50-årige skuespiller frem og fortalte, han var hiv-positiv, og nu står tv-stjernen over for en retssag.

Hans anden ekskone, skuespillerinden Denise Richards, sagsøger Sheen for ikke at betale nok i økonomisk bidrag til parrets to piger, 11-årige Sam og tiårige Lola.

Ifølge retsdokumenterne, som magasinet People er kommet i besiddelse af, kræver den 44-årige skuespillerinde 8,2 millioner danske kroner af Sheen.

Sheen købte Richards og pigerne et hus tæt på hans, men da han blev "mere og mere utilregnelig i sin opførsel over for dem, smed han familien ud og har ikke givet dem penge til et nyt hus som lovet", lyder det i dokumenterne.

Men Sheens advokat, Martin Singer, afviser alle anklager på vegne af sin kendte klient.

- Det er et desperat forsøg på at få penge. Charlie betaler for alle udgifter og skolegang, og det er stadig ikke nok for hende.

- Hun har fået 4,2 millioner kroner skattefrit hvert år i næsten ti år og omkring 70 millioner kroner under deres ægteskab, siger Singer, og det fik Richards til at rase over udlægningen.

- Martin Singer, som advokat burde du støtte en mors kamp for at holde tingene intakte for børnene. Det er deres penge - ikke mine eller din klients, skrev den tidligere Bond-babe på Twitter.

Sheen og Richards mødte hinanden i start 90'erne under indspilningerne til "Loaded Weapon 1", men fandt først sammen senere og giftede sig i 2002, men skilt igen i 2006.

"Two and a Half Men"-stjernen var tidligere verdens bedst betalte tv-skuespiller, ind til sprut, sex og stoffer smadrede hans karriere.

Sheen er blevet skilt til tre gange og far til fem.

Der er endnu ikke sat en dato for den videre retssag.

Sponsoreret indhold