Hollywood18. juli 2015

Efter måneder i koma: Nu er Formel 1-stjerne død

Formel 1-køreren Jules Bianchi er død ni måneder efter, at han pådrog sig svære hovedkvæstelser i et styrt under det japanske grandprix
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jules.jpg
 AOP

Formel 1-stjernen Jules Bianchi, der i oktober sidste år var involveret i en alvorlig ulykke, er død.

Det oplyser hans forældre Philippe og Christine samt hans to søskende i en twitter-besked natten til lørdag:

- Jules kæmpede til det sidste, som han altid gjorde, men i dag sluttede hans kamp. Den smerte vi føler, er intens og slet ikke til at beskrive, lyder det i den kortfattede besked ifølge det britiske medie Mirror.

Den 25-årige Formel 1-stjerne forulykkede 5. oktober sidste år under det japanske grandprix.

Marussia-køreren pådrog sig en såkaldt 'diffus axonal skade' i hjernen, efter at han skred af banen og bragede direkte ind i et bugseringskøretøj med 177 km/t på en af de sidste omgange.

En 'diffus axonal skade' er en af de mest almindelige former for alvorlig hjerneskade og er kendetegnet ved, at skaden har bredt sig til et stort område i hjernen. En 'diffus axonal skade' er sjælden dødelig, men det endte den altså med at være i Jules Bianchis tilfælde.

Sponsoreret indhold