Disney-stjernen Debby Ryan deler glædelig nyhed: Fødte under julelyset

Kendisparret Debby Ryan og Josh Dun har skabt deres eget lille julemirakel.
For nylig blev de forældre til datteren Felix.
Det skriver Debby Ryan på sin Instagram-profil.
I et lettere poetisk opslag fortæller skuespilleren således sine mange følgere, at Felix kom til verden under seneste supermåne, hvilket i så fald har været 5. december.
Fødslen skete desuden i vand.
- Ved middagstid blev Felix født under julelys, med sne uden for vores soveværelsesvindue, direkte ned i sin fars hænder, skriver Debby Ryan.
Datteren vejede på den gode side af 3,5 kilo og har fyldt det nyslåede forældrepar med lykke.
- Hendes hår er lavet af silke, og hendes ånde dufter af vaniljeis, og hvert lille kvidder, pib og klynk er musik, og hver gang jeg ser væk og ser tilbage, er hun på en eller anden måde blevet mindre, skriver den lykkelige mor.

Debby Ryan blev et kendt ansigt på Disney Channel og har senere som voksen blandt andet optrådt i Netflix-serien "Insatiable" samt film som "Night Teeth" og "Horse Girl".
Husbonden Josh Dun er kendt som den ene halvdel af musikduoen Twenty One Pilots.
Parret begyndte at date i 2013 og blev gift nytårsaften den 31. december 2019.