Hollywood26. oktober 2015

Hvad kan vi forvente? De første anmeldere fælder dom over ”Spectre”

30. oktober får årets måske mest ventede film premiere, og mange har nok høje forventninger til den kommende James Bond-film. Britiske anmeldere har allerede set filmen, og står det til dem, er der god grund til at glæde sig
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/first-look_rgb.jpg
 SF Film

- James Bond is back!

Og spørger man de britiske anmeldere, er James Bond tilbage med et gigantisk brag.

For den kommende film ”Spectre”, der får dansk premiere 30. oktober, er måske den bedste Bond-film til dato.

Sådan lyder den nærmeste enstemmige konklusion hvert fald fra de britiske anmeldere, der har haft fornøjelsen af at se filmen allerede.

Både The Guardian, Daily Mirror, The Telegraph og The Times er blæst omkuld over filmen, der er den 24. Bond-film, og alle har belønnet filmen, der har blandt andre Daniel Craig og Ralph Fiennes på rollelisten, med hele fem ud af fem mulige stjerner.

- James Bond og Daniel Craig er tilbage i et spændende, spektakulært og næsten opera-dramatisk 007-eventyr. Daniel Craig er vokset ind i rollen som britisk spion med flair og kølighed, og dette opfindsomme, intelligente og komplekse nye kapitel fremviser ham på glimrende vis, skriver The Guardians anmelder, der er så begejstret over ”Spectre”, at han afslutter sin anmeldelse med følgende ord:

- Til slut følte jeg mig næsten skyldig for at være så begejstret undervejs – næsten.

Også The Telegraphs anmelder har fundet de flotte ord frem og roser blandt andet filmens instruktør Sam Mendes for at have skruet filmen både elegant og energisk sammen.

- Det er en selvtillidsopvisning fra den tilbagevendende instruktør, Sam Mendes, og hans geniale fotograf, Hoyte van Hoytema, skriver The Telegraph i sin anmeldelse af filmen.

I ”Spectre” sender en kryptisk besked fra fortiden Bond på en hemmelig mission til Mexico City og videre til Rom, hvor han møder den smukke og dragende enke Lucia Sciarra (spillet af Monica Bellucci). Her infiltrerer Bond et hemmeligt møde, der bringer ham på sporet af den lyssky organisation Spectre.

… og så er der ellers dømt spænding, action – og mon ikke også lidt kærlighed?

Den sidste Bond-film ”Skyfall” indspillede over én milliard dollars på verdensplan og er derfor den største James Bond-succes til dato. Men ”Spectre”, der er den hidtil længste og dyreste Bond-film, kan ifølge de britiske anmeldere slå den rekord.

Så der er altså mere end god grund til at glæde sig til den 30. oktober, hvor filmen får dansk premiere.

Se traileren herunder:

Sponsoreret indhold