Hollywood6. juli 2022

Brad Pitt med overraskende udmelding: - Jeg er ansigtsblind

Hollywoodstjernen Brad Pitt afslører, at han har problemer med at genkende nye ansigter
Brad Pitt
Klodens vel nok mest genkendelige ansigt sidder på Brad Pitt. Selv har skuespilleren gevaldige problemer med at genkende andres ansigter, hævder han i stort interview.
 Foto: MEGA

Kender du det, at du render en i person, som du bare ikke kan huske, hvor du har set før? Det afføder en akavet og sommetider trykket stemning.

Det kan Hollywood-hugget Brad Pitt skrive under på.

Mens han om nogen har et af verdens mest kendte ansigter, har han problemer med at genkende andres.

Han lider nemlig af den sjældne lidelse ansigtsblindhed. Det tror han i hvert fald. Skuespilleren er ikke blevet diagnosticeret, men i et interview med GQ Magazine fortæller han, at han har svært ved at genkende ansigter.

Til magasinet fortæller han, at han er bange for, at det har givet folk indtryk af, at han er reserveret, utilnærmelig og selvoptaget. For i virkeligheden vil han gerne kunne huske andre menneskers ansigter og skammer sig over, at han ikke kan.

- Der er aldrig nogen, der tror på mig. Jeg vil gerne møde en anden (som også lider af ansigtsblindhed, red.), siger han i interviewet.

Det er ikke første gang, "Once upon a time in Hollywood"-skuespilleren fortæller om lidelsen.

- Der er så mange, der hader mig, fordi de tror, jeg er respektløs, når jeg ikke husker dem, sagde han til Esquire i 2013.

- Derfor besluttede jeg mig for et år at spille med åbne kort og bare spørge folk lige ud "hvor kender vi hinanden fra?" Men det pisser folk endnu mere af. Nu og da er der nogen, der hjælper mig på vej, og så takker jeg den, men i langt de fleste tilfælde bliver folk skidesure, sagde han dengang.

Dengang fortalte han desuden, at han oftest blev mødt af voldsomme reaktioner, når han havde problemer med at huske ansigter på folk, han allerede havde mødt før.

- Folk siger ting som, at jeg er egoistisk eller indbildsk. Men det er et mysterium for mig. Jeg kan simpelt hen ikke forstå et ansigt til trods for, at jeg lever i denne her æstetiske verden. Jeg skal have det testet, sagde han allerede for små ti år siden.

Dog er han aldrig blevet udredt for lidelsen, som er umulig at helbrede. I stedet bliver man klædt på til at genkende folk på andre måder som fx på frisurer eller måden, de går på.

Sponsoreret indhold