Hollywood23. december 2014

Blev 70 år: Joe Cocker er død

Den britiske sanger tabte kampen mod kræft
Joe Cocker er død - han blev 70 år
Joe Cocker er død - han blev 70 år
 Foto: AOP



Den britiske sanger og sangskriver John Robert Cocker, bedre kendt som Joe Cocker, er død, bekræfter hans agent Barrie Marshall over for BBC.

Han blev 70 år, og han døde ifølge flere britiske medier efter at være diagnosticeret med lungekræft tidligere på året.

Barrie Marshall bekræfter imidlertid ikke dødsårsagen.

LÆS OGSÅ: Stjerne-sanger holdt øje med Medina

Cocker er kendt for en stribe ørehængere, og den første lånte han fra The Beatles.

Med "With a Little Help from My Friends" skreg han sig hæst til sit gennembrud i 1968 og gennem årene har nogle af de store hits heddet "You Are So Beautiful", "Up Where We Belong" og "Unchain My Heart".

Joe Cocker fik noget af et gennembrud, da han i 1969 blev fløjet ind i helikopter og lagde den skelsættende Woodstock-festival ned. Der blev han et navn i Nordamerika og store dele af Europa.

LÆS OGSÅ: Her er den mest 'catchy' sang

Straks derefter udgav han sit andet album, "Joe Cocker", hvor han havde fået lov til at synge to andre Beatles-numre, blandt andet "Something".

Siden fulgte albums og koncertturnéer hinanden gennem årene, hvor den rå sanger med det personlige udtryk også har haft sine udfald på grund af alkohol og stoffer.

I et interview sidste år beskrev sangeren sit vilde liv i 1960'erne.

- Der var stoffer alle vegne, og jeg sprang på hovedet i, sagde Cocker om perioden ifølge Daily Mail.

En speciel historie knytter sig til sangen "You Can Leave Your Hat On", der er skrevet af Randy Newman.

LÆS OGSÅ: Her er årets mest populære sange

Den blev gjort ikonisk, da den i 1986 var med i filmen "9 1/2 uge", hvor Kim Basinger i en stripscene præcis holdt sig til sangens titel.

Siden har der ikke været en ærlig stripper i den ganske verden, der ikke har optrådt til den sang, og dermed sikret Cockers hæse røst en fast plads i et hjørne af den kulturelle bevidsthed.

Den seneste verdensturné med titel "Fire It Up" resulterede i det første livealbum i 20 år. Turnéen bragte Joe Cocker forbi Horsens i august 2013.

Sponsoreret indhold