Barack Obama: Døtrene gør rent
Selvom deres far er blandt verdens mægtigste mænd, er der ingen kære mor, når det gælder de huslige pligter i Det Hvide Hus.
På trods af at Malia og Sasha Obama har massevis af tjenestefolkene, der står i kø for at opfylde deres ønsker, så gælder der nøjagtigt de samme regler for de to piger som i familiens tidligere hjem i Chicago.
Malia på 10 og 7-årige Sasha har nemlig stadig masser af pligter. De skal rede deres egne senge, gøre rent på deres værelser og rydde af bordet.
Det skyldes ikke at tjenestefolkene er blevet dovne.
Tværtimod mener førstedamen Michelle, at pigerne skal opdrages til at være ansvarlige. Derfor har hun bedt personalet om, at de skal slappe af, når det gælder rengøringen på pigernes værelser.
- Folk vil gerne gøre deres liv så nemt som muligt. Men små børn behøver ikke at blive opvartet og have det nemt. Det har jeg forklaret medarbejderne i Det Hvide Hus, fortæller fru Obama til det amerikanske magasin PEOPLE.
Pigerne har fået lov til at færdes frit i hele den historiske ejendom, så de kan smutte forbi Det Ovale Kontor og sige hej til farmand når som helst.
- Jeg vil gerne have, at de føler at hele huset er deres hjem, fortæller Michelle Obama.