Hollywood 9. oktober 2008

Angelina og Brad: Tak til dansk firma

Stjernernes unger var helt vilde med den legeplads i New Orleans, som er doneret af Kompan fra Danmark
Angelina og Brad havde taget to af deres seks børn med på den dansk producerede legeplads
Angelina og Brad havde taget to af deres seks børn med på den dansk producerede legeplads
Foto: All Over

Et af verdens mest celebre par og deres to ældste sønner Maddox og Pax var ellevilde, da de var med til indvielsen af en ny legeplads i New Orleans.
Der blev snurret, kravlet og vippet på livet løs, og det var til stor morskab for Angelina Jolie og Brad Pitt, der er forældre til i alt seks.

Parret havde dog ladet Zahara, Shiloh og de to mindste, tvillingerne Knox og Vivienne blive hjemme hos barnepigerne.

Legepladsen er doneret til "Make it Right foundation" af det danske firma Kompan, som er kendt verden over for deres børne- og miljøvenlige legepladser, hvor designet er i højsædet.

Brad Pitt har grundlagt den non-profiterende fond, hvis formål er at genopbygge huse, der blev ødelagt i New Orleans efter orkanen Katrina hærgede området i 2005.

Indtil videre er der blevet indsamlet penge nok til at bygge 90 nye hjem. Målet er at der i alt skal bygges 150 huse.

Sponsoreret indhold