Hollywood9. maj 2008

Angelina Jolie: Vil føde i Frankrig

Skuespilleren har sat sig for, at tvillingerne hun venter, skal se deres første lys på fransk jord
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-udland/fodeifrankrigstort-jpg.jpg

Den højgravide 32-årige skuespiller har besluttet sig for at føde i Frankrig. Derfor har hun, Brad, børnene og tre barnepiger slået pløkkerne ned i det franske.

Beslutningen er taget som en slags hyldest til Angelinas mor, Marcheline Bertrand, som var af fransk-canadisk oprindelse, og som døde i januar 2008.

Det kommer nok ikke bag på særligt mange, at det celebre par har valgt, at fødslen skal foregå på et helt andet kontinent. Da Angelina for to år siden fødte datteren Shiloh, foregik det i Namibia.

Den lille familie og deres hær af barnepiger og sikkerhedsfolk ankom med privat fly til Den Franske Riviera i slutningen af april og arbejder i øjeblikket på højtryk for at blive helt klar til den forestående fødsel.

- Brad og Angelina er mere end tilfredse med at skulle være i Frankrig, indtil deres tvillinger er født. De er begyndt at få sendt tøj, legetøj og Brads motorcykel over, så de er helt forberedte til fødslen, fortæller en kilde tæt på parret.

Det forlyder, at det skulle være to små piger, Angelina venter. Parret har i forvejen tre adopterede børn, drengene Maddox, Pax og pigen Zahara samt deres biologiske datter Shiloh.

Sponsoreret indhold