Hollywood11. april 2017

To af pigerne kommer til at mangle i "Girls"-finale

Der er kun et enkelt afsnit tilbage af "Girls", men allerede nu afslører Lena Dunham lidt om det allersidste afsnit
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/120413081701-girls-hbo-still-story-top.jpg
 Foto: HBO

I seks sæsoner har vi kunnet følge Hannah, Marnie, Jessa og Shoshanna i TV-serien "Girls", men lige om lidt er det slut.

På søndag bliver det sidste afsnit af den populære TV-serie nemlig vist i USA.

Men for to af skuespillerne er det allerede slut. Deres sidste afsnit har nemlig allerede været vist.

Således kommer vi til at mangle Jessa og Shoshanna i det allersidste afsnit af den populære TV-serie, det afslørede Lena Dunham i går på Instagram.

- Fra første dag, vi satte dem sammen i efteråret 2010, vidste vi, at her to TV-kusiner havde noget. Og det er sandt, selv når de sloges, havde Jessa og Shoshanna denne sindsyge "Hepburn/Tracy Laverne/Shirley"-kemi, der fik os til at grine og føle så meget. I går aftes var deres sidste afsnit af "Girls", skrev Lena Dunham på Instagram, i et opslag, som nu er fjernet igen. Det skriver E!.

Jemima Kirke og Zosia Mamet, der spillede de to roller, er altså ikke at finde i det allersidste afsnit, når det løber over skærmen.

Jessa og Shoshanna er dog ikke de eneste to, der ikke er med i det allersidste afsnit.

Afsnit ni var nemlig også sidste gang, at vi fik lov til at se Elijah, spillet af Andrew Rannells, i "Girls". Ligesom at afsnit otte var allersidste gang, at vi så henholdsvis Adam, spillet af Adam Driver, og Ray, spillet af Alex Karpovsky, i TV-serien.

Dermed er der kun to af seriens hovedroller tilbage, når sidste afsnit bliver vist på søndag. Det er Hannah og Marnie.

Sidste afsnit af "Girls" bliver vist den 16. april i USA. Allerede dagen efter, den 17. april, kan man se afsnittet på HBO Nordic.

Sponsoreret indhold