Hollywood22. november 2017

70'er-ikonet David Cassidy er død 67 år gammel

Skuespiller og sanger David Cassidy kendt fra tv-serien "The Partridge Family" døde omgivet af sin familie.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/david_cassidy_0.jpg
 (Foto: All Over)

Teenageidolet David Cassidy er død 67 år gammel.

Entertaineren, der tidligere i år afslørede, at han var blevet diagnosticeret med en demenssygdom, døde tirsdag omgivet af sin familie, oplyser hans manager JoAnn Geffen.

Der bliver ikke givet yderligere detaljer, men Geffen fortalte lørdag, at David Cassidy var blevet indlagt på et hospital i Fort Lauderdale, Florida, med organsvigt.

- David døde omgivet af dem, han elskede, med glæde i sit hjerte og fri af den smerte, der har haft sit tag i ham så længe, står der i en erklæring fra manageren.

David Cassidy er kendt for sin medvirken i den succesfulde musical-tv-serie "The Partridge Family", der blev vist på amerikansk tv fra 1970 til 1974.

Han solgte efterfølgende millioner af plader.

I begyndelsen af året kom det frem, at popikonet havde besluttet at indstille sin 50 år lange karriere.

David Cassidy har de senere år kæmpet med sin økonomi og massive alkoholproblemer. I 2015 gik han konkurs og måtte sælge sit hjem i Florida.

Sponsoreret indhold