Dine penge19. marts 2023

Vil købe kriseramt bank for syv milliarder kroner

De to schweiziske storbank UBS og Credit Suisse har i weekenden arbejdet på en aftale om at fusionere

Den schweiziske storbank UBS har ifølge mediet Financial Times tilbudt at overtage kriseramte Credit Suisse for en milliard dollar.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det svarer til cirka syv milliarder kroner.

Aftalen forventes at blive underskrevet søndag aften, lyder det.

De to banker har i løbet af weekenden arbejdet på at nå til enighed om en aftale, efter at Credit Suisse er kommet under pres, fordi bankkunder har trukket store pengebeløb ud af banken.

I bankens årsregnskab kom det tirsdag frem, at kunder i sidste kvartal havde hevet omkring 120 milliarder dollar, cirka 847 milliarder kroner, med sig ud.

Det fik i ugens løb den schweiziske regering til at stille 380 milliarder kroner til rådighed for at sikre, at banken har tilstrækkelig likviditet.

Den seneste uge har bankens aktie været på slingrekurs.

Et kursfald onsdag accelererede, efter at den største aktionær i banken, Saudi National Bank, fortalte internationale erhvervsmedier, at den ikke vil lægge flere penge i banken.

Flere medier har berettet, at UBS er på jagt efter et sikkerhedsnet på seks milliarder dollar hos den schweiziske regering, hvis en overtagelse skal blive en realitet.

Sponsoreret indhold