Dine penge20. juni 2022

Tankstation i kæmpe brøler: Fyldte diesel i benzintank

F24 lover at dække skaderne
F24
Det kunne have fået endnu større konsekvenser, hvis tankstationen i Vordingborg havde fyldt benzin på kundernes dieseltanke. Heldigvis var fejlen "omvendt" i weekenden.
 Foto: Colourbox

Ikke nok med at priserne på benzin og diesel lige nu er nået til et niveau, som ikke er set længe, så skulle bilisterne, der tankede brændstof på F24 i Vordingborg, også sluge en ekstra pukkel.

I lørdags var tankstationen på Københavnsvej 520 nemlig kommet til at fylde diesel på en af deres benzinstandere.

I en Facebook-gruppe gik en borger ud og advarede andre bilister om fejlen. Senere på eftermiddagen opdagede F24 selv fejlen, oplyser Q8, der ejer F24, i en mail til SE og HØR.

“Vi er selvfølgelig rigtig ærgerlige over, at fejlen sker."

"Og vi beklager meget det besvær, som det har betydet for vores kunder.”

Tankstationen er nu i gang med at råde bod på fejlen.

“Der har været omkring 30 tankninger i perioden, og vi er allerede i kontakt med omkring halvdelen.”

Kunne være gået meget værre

Ifølge FDM, der varetager bilisternes interesser, er det heldigt, at F24 er kommet til at blande diesel i en benzintank.

Havde det været den anden vej rundt, og benzin i stedet var blandet i en dieseltank, kunne fejlen hos F24 have fået store konsekvenser for bilejerne.

– Det har så mange konsekvenser for hele bilen.

– Og det kan blive "fatalt", med en regning der kan løbe op i 100.000 kroner, fordi der er så mange følgeskader, forklarer Lone Otto, områdechef for teknisk rådgivning hos FDM, til SE og HØR.

Omkostninger bliver dækket

Hun anbefaler, at bilister, der er ramt af fejlen hos F24 i Vordingborg, straks ringer til en automekaniker for at få deres bil hentet.

– Lad vær med at forsøge at trille ned til det nærmeste værksted, der kan ske følgeskader på bilen.

– Hele brændstofanlægget skal tømmes, filtrer skal skiftes, og så skal bilen køres igennem med ren benzin, siger Lone Otto.

Q8 oplyser, at bilister, der har haft omkostninger i forbindelse med fejlen, vil blive holdt skadefri.

Sponsoreret indhold