Dine penge14. december 2022 (opd. 14. december 2022)

Rekordmange har ændret i forskudsopgørelsen

Det er særligt lønændringer og renteudgifter som har optaget danskerne, mener Skattestyrelsen
Skattestyrelsen har oplevet, at rekordmange danskere har ændret i forskudsopgørelse for 2023.
Skattestyrelsen har oplevet, at rekordmange danskere har ændret i forskudsopgørelse for 2023.
 Foto: Ritzau Scanpix

Den nuværende inflation og energikrise kan have bidraget til, at rekordmange danskere har valgt at rette i deres forskudsopgørelse for 2023.

Situationen har muligvis ført til en større interesse for privatøkonomien blandt danskerne i forbindelse med blandt andet deres forskellige fradrag, påpeger Jan Møller Mikkelsen, underdirektør i Skattestyrelsen.

- Jeg tror, at der er rigtig mange danskere, som er mere opmærksomme på, hvor mange penge de har til rådighed hver måned for det kommende år.

- De vil sørge for lige at tjekke en ekstra gang, om de har de rigtige fradrag, som de har krav på, siger Mikkelsen.

På to uger har 800.000 danskere fået ændret i deres forskudsopgørelse for 2023. Normalt er der tale om cirka 450.000 i samme tidsrum, skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Dertil er der siden forskudsopgørelsen blev åbnet 15. november blevet logget ind på den 4,9 millioner gange.

En anden ting, som har overrasket styrelsen positivt, er at danskerne også har udvist en større grundighed i gennemgangen af deres forskudsopgørelser.

- Når 800.000 danskere allerede nu har fået en ny forskudsopgørelse for næste år, er det fordi, at de har været grundige.

- De har ikke bare skimmet deres forskudsopgørelse, men også gået posterne igennem og rettet der, hvor de kunne se, at tallene skulle opdateres. Så det er helt klart positivt, at mange gerne vil have et skattebudget, der stemmer, siger Mikkelsen.

Der er særligt fire poster, som en stor andel danskere har ændret i deres nye forskudsopgørelse for 2023.

203.000 har ændret i deres løn, 86.000 har ændret i befordringsfradraget, 78.000 har ændret i renteudgifterne for deres realkreditlån, mens 71.000 har ændret i deres bank-renteudgifter, oplyser styrelsen.

Et større antal har også valgt at gribe til knoglen og ringe til styrelsen i år i modsætning til eksempelvis sidste år.

- Borgerne vil gerne have rettet selv små beløb, hvis de kan få et højere fradrag næste år. Dertil vil de gerne vide, hvor deres oplysninger på den ny forskudsopgørelse egentligt kommer fra, og om det hele står rigtigt, siger Mikkelsen.

I den første uge efter åbningen i november blev der ringet ind cirka 22.500 gange, mens tallet sidste år var 8200 opkald.

Sponsoreret indhold