Dine penge8. marts 2023

Palæo får sur smiley efter ikke at have rettet op på deres rengøring

Det startede med en mellemfornøjet smiley, men endte med en sur en for Palæo
Palæo i Field's har fået en sur smiley.
Palæo i Field's har fået en sur smiley.
 Foto: Thomas Rousing/Ritzau Scanpix

Det går den forkerte vej for restauranten Palæo i shoppingcenteret Field's, medmindre de ansatte vender den seneste kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen på hovedet.

For hvad der startede med en mellemfornøjet smiley er blevet afløst af en sur smiley, efter Fødevarestyrelsen var forbi Palæo i Field's den 21. februar.

Her kunne styrelsen konstatere, at der ikke var fulgt op på den indskærpelse, restauranten blev pålagt efter forrige besøg, hvor der ikke var styr på rengøringen.

"Gulv under køleskabe samt under elskab i køkken fremstår snavset og støvet med gamle madrester. Gulv under stegepande, isterningemaskine ved lille fryseskab samt under og ved varmebad fremstår snavset med belægninger af støv og gamle spildte madrester", står der blandt andet i rapporten.

Mere eller mindre samme tekst stod der i kontrolrapporten fra 12. januar. Dengang blev det kun til en mellemfornøjet smiley og to ekstra kontrolbesøg, som Palæo selv skulle betale for.

Det ene af de besøg var så i februar, hvor der altså stadig ikke var styr på rengøringen. Efter besøget fik restauranten en sur smiley og en bøde på 5000 kroner.

Sponsoreret indhold