Omkring 10.600 husstande ramt: Er du en af dem, der har fået for mange penge?

Den daværende S-regering modtog en masse kritik fra politiske modstandere, fordi det viste sig, at der var husstande, som modtog en varmecheck på 6000 kroner, men hvor det måske ikke var efter hensigten.
Torsdag er det slået fast, at op mod omkring 10.600 husstande fejlagtigt fik udbetalt varmecheck.
Det skriver Energistyrelsen torsdag i en pressemeddelelse.
Varmechecken er et skattefrit engangsbeløb på 6000 kroner, som i august sidste år blev udbetalt til godt 411.000 husstande for at hjælpe dem igennem energikrisen.
I en undersøgelse fra Energistyrelsen vurderer styrelsen, at mellem 1,6 og 2,6 procent modtog varmechecken ved en fejl.
Efter udbetalingen af varmechecken bad daværende klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) Energistyrelsen om at undersøge, hvor rigtigt varmechecken har ramt i forhold til, hvem aftalekredsen politisk gerne ville hjælpe.
- Modtagere af varmechecken, der har modtaget denne på grund af fejl i data, er fortsat berettiget til varmecheck ifølge loven, skriver Energistyrelsen i pressemeddelelsen.
- Det skyldes, at retten til varmecheck hviler på oplysninger i datakilderne og ikke på faktiske forhold. Der er dermed heller ikke tale om fejludbetalinger i lovens forstand, tilføjes der.
Det var først efter udbetalingerne i august, at det kom frem, at en del varmechecks var blevet udbetalt til borgere, der ikke havde brug for pengene.
De uberettigede udbetalinger fandt sted, fordi oplysninger i BBR-registret enten var forældede eller forkerte. Det betyder, at flere borgere står registreret med et gasfyr, som de for længst har udskiftet. Dermed har de ikke ret til varmechecken.
Den daværende S-regering anført af statsminister Mette Frederiksen (S) udtalte efterfølgende, at hun ikke fortrød udbetalingen af i alt 2,5 milliarder kroner til varmechecks.