Dine penge25. april 2023

Ny flyrute åbner i Danmark: Rejs direkte fra Aalborg til New York

Drømmen om at rejse fra Nordjylland til New York helt uden mellemlanding går snart i opfyldelse
Det bliver Airbus A321 Long Range, der skal flyve passagerer frem og tilbage mellem Aalborg og New York.
Det bliver Airbus A321 Long Range, der skal flyve passagerer frem og tilbage mellem Aalborg og New York.
 Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix

En voksende efterspørgsel efter interkontinentale ruter fra mindre byer i Danmark og Sverige ligger til grund for SAS’ nye ruter fra Aalborg og Göteborg, der åbner torsdag.

Her bliver det muligt at flyve direkte fra de to byer til byen, der aldrig sover, New York.

Det oplyser flyselskabet i en pressemeddelelse.

Fra Aalborg vil der være tre ugentlige afgange, der vil finde sted mandag, torsdag og lørdag.

Turen den anden vej, der også kan benyttes tre gange ugentligt, vil foregå onsdag, fredag og søndag.

Ifølge meddelelsen vil ruterne være tilgængelige hele sommerperioden i 2023 og igen i 2024. En søgning på SAS’ hjemmeside viser, at det cirka betyder til og med oktober

Ruterne fra Aalborg og Göteborg flyver til lufthavnen Newark Liberty International Airport.

Flyet, der vil blive frekventeret til rejserne, bliver en Airbus A321 Long Range, der har 157 sæder.

Mellem 1500 og 2500 kroner

SAS oplyser ikke i pressemeddelelsen, hvilket prisleje billetterne kommer til at ligge i.

En søgning på SAS’s egen hjemmeside foretaget af SE og HØR viser i mellemtiden, at priserne fra Aalborg til New York varierer fra cirka 1500 kroner til 2500 kroner.

Det gælder dog ikke de kommende uger, hvor prisen i første omgang er væsentlig højere.

Hjemrejseprisen er omtrent den samme.

Sponsoreret indhold