Dine penge6. september 2023

Meille politianmeldt for dårlig rengøring

Det blev til en sur smiley og en politianmeldelse, da Fødevarestyrelsen var forbi Meille
Restaurant Meille i Sankt Peders Stræde 24A i København har tidligere været anbefalet i Michelin-guiden.
Restaurant Meille i Sankt Peders Stræde 24A i København har tidligere været anbefalet i Michelin-guiden.
 Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Det kastede en politianmeldelse af sig, da Fødevarestyrelsen var forbi restauranten Meille i København.

På grund af en mangelfuld rengøring af restaurantens udstyr og inventar måtte ordensmagten inddrages.

"Opvaskemaskiner i produktionskøkken fremstår med massive røde belægninger på loftet og spulearm. Enkelte gummilister i kølebord fremstår med sorte belægninger", står der i kontrolrapporten fra den 1. september.

Meille har tidligere høstet store roser for deres mad, hvor Berlingske kvitterede med fem stjerner tilbage i april 2021.

Men selv om maden stadig kan være god hos Meille, så har Fødevarestyrelsen på baggrund af dårlig rengøring og restaurantens håndtering af fødevarer givet Meille en sur smiley.

"Virksomhedens håndvask i produktionskøkken virker ikke, virksomheden oplyser, at de bruger opvaskevasken til håndvask. Opvaskevasken fremstår ikke ren ved tilsynets start. Der ses isterninger og snavs i vasken. Under tilsynet blev opvaskevasken brugt til andet end håndvask, bl.a. til at sigte vand fra fødevarer", står der i rapporten.

Udover den sure smiley kan Meille også forvente to yderligere besøg fra Fødevarestyrelsen, som restauranten selv skal betale for.

Sponsoreret indhold