Kim fik regning på 252.500 kroner for sin nummerplade: Sletter den
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Garantifonden Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) dropper nu et krav på en kvart million kroner mod Kim Nielsen fra Haderslev.
Kim Nielsen var ellers trukket i Fogedretten, fordi han ikke fik indleveret nummerpladen på sin motorcykel, efter han havde skippet forsikringen.
DFIM krævede dagsgebyrer på 250 kroner om dagen, men det fandt Kim Nielsen først ud af to år og ni måneder senere, da han fik indkaldelsen til retten. Da var der løbet gebyrer på over tusind dage, så regningen kom til at lyde på 252.500 kroner.
Men fredag morgen fik Kim Nielsen besked om, at sagen er trukket tilbage fra Fogedretten, og kravet er annulleret. Det sker efter TV SYDs omtale af sagen.
- Det er virkelig den bedste julegave, man kan få. Det er en stor byrde, som er fjernet fra mine skuldre, og jeg kan nærmest ikke få armene ned, siger Kim Nielsen.
I over et år har han protesteret mod kravet. DFIM, som er forsikringsselskabernes garantifond, har hverken sendt opkrævninger i e-Boks eller med anbefalet brev, og Kim Nielsen har fastholdt, at han intet vidste om kravet, før der lå en regning på en kvart million.
- Jeg ser det her som en stor sejr for mig og forhåbentlig også for de mange andre, som har været fanget i den fælde. Det viser, at man ikke bare må sætte folk i stor, bundløs gæld uden at give dem en ordentlig orientering om, hvad der foregår.
- Og det viser, at det hjælper at råbe op og sætte sig til modværge, hvis man bliver uretfærdigt behandlet, siger Kim Nielsen.
Hans advokat, Mogens Broe-Andersen, glæder sig også over, at sagen er annulleret.
- Jeg er utroligt glad på Kims vegne. Der har været meget kritik af DFIM, og der er fortsat mange ting, der skal rettes op. Men vi ser heldigvis i Kims sag, at systemet ikke er mere stift, end at man også kan træffe individuelle beslutninger, siger Mogens Broe-Andersen.
Efter TV SYDs omtale har DFIM kontaktet advokaten for at få yderligere oplysninger, og det har afgjort sagen.
- Jeg har sendt dem billeder af motorcyklen, hvor de kan se, at det er et gammelt lig uden nævneværdig værdi. Det vil kræve mange timer og blive meget dyrt, hvis den nogensinde skal kunne køre igen. Ud fra det har DFIM truffet den beslutning, at de trækker sagen tilbage fra Fogedretten, siger Mogens Broe-Andersen.
TV SYD arbejder på at få en kommentar fra DFIM.