Dine penge25. marts 2023

Husk det nu: Sommertid kan koste bilejere dyrt

Bilejere skal være særligt opmærksomme, når vi fra i morgen sætter uret en time frem til sommertid
Det kan blive dyrt ikke at indstille p-skive til sommertid
Det kan blive dyrt ikke at have indstillet den elektroniske p-skive til sommertid.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En ting er at risikere at komem for sent ud ad døren om morgenen, en anden er at gøre det med en p-afgift liggende i foruden.

For når vi alle søndag 26. marts skal skifte til sommertid, så er der en ting som bilejere gør klogt i at være opmærksom på.

Ifølge FDM så er der nemlig mange der glemmer at indstille deres elektroniske p-skive, når vi skifter til sommertid, og det kan altså blive dyrt.

– Desværre oplever en del bilister at modtage parkeringsafgifter i tiden efter, at vi er overgået til sommertid, fortæller chefkonsulent hos FDM, Dennis Lange.

- Det sker, fordi nogle elektroniske p-skiver ikke automatisk stiller uret om. Derfor skal man selv være ekstra opmærksom, første gang man parkerer sin bil efter et skift fra normaltid til sommertid og sørge for manuelt at indstille uret korrekt, siger han.

Det gælder altså også, hvis du har en p-skive, der egentlig burde indstille selv. Ifølge Dennis Lange får FDM nemlig flere henvendelser fra folk, der troede de kunne stole på p-skiven.

Derfor advarer han mod at stole blindt på p-skivens elektronik for der kan være sket fejl som for eksempel forkert dato-indstilling.

– Det er naturligvis ærgerligt at få en parkeringsafgift, når man har parkeret i god tro og med tillid til, at den elektroniske p-skive viser korrekt klokkeslet, siger Dennis Lange.

- Men reglerne er ret klare – det er i sidste ende bilistens eget ansvar, at p-skiven fungerer, som den skal, uanset om fejlen skyldes sommertidsbøvl, eller at p-skiven er løbet tør for batteri, lyder det afsluttende fra Dennis Lange.

Så det er med at være opmærksom, hvis du fra i søndag 26. marts skal bruge p-skiven.

Sponsoreret indhold