Dine penge19. maj 2023 (opd. 19. maj 2023)

Er din bagage også blevet væk? Så tit sker det

Der er sket en voldsom stigning i sager, hvor flyselskaberne mister bagagen
Det er ikke altid, at kufferterne kommer frem - eller rammer den rigtige lufthavn. Og problemet vokser.
Det er ikke altid, at kufferterne kommer frem - eller rammer den rigtige lufthavn. Og problemet vokser.
 Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Billige rejser til sommer

Flypassagerer har på verdensplan over mange år sjældnere og sjældnere oplevet fejl i håndteringen af deres bagage.

Men i 2022 gik det i den grad den forkerte vej.

Det viser en rapport fra virksomheden Sita ifølge flymediet check-in.dk.

Andelen af fejlhåndterede stykker bagage steg nemlig med knap 75 procent sammenlignet med året forinden.

Fra 2021 til 2022 steg antallet af fejlhåndterede stykker bagage således fra 4,35 til 7,6 per 1000 stykker bagage.

Det er blandt andet den øgede aktivitet efter coronapandemien, som har ført til flere fejl.

- Som rejseindustrien er kommet tilbage efter pandemien, har der været en bemærkelsesværdig stigning i antallet af fejlhåndterede tasker, skriver Sita, som er en it-virksomhed, der leverer løsninger til flybranchen.

Antallet af fejl ligger faktisk også over niveauet inden pandemien.

I 2019 var antallet af fejlhåndterede tasker per 1000 stykker bagage således 5,6 - altså stadig et godt stykke under de 7,2 i 2022.

Især bagagehåndtering i forbindelse med mellemlandinger fører til fejl, oplyser Sita.

Generelt beskriver Sita en noget kaotisk situation i flyindustrien efter corona.

- Det hurtige comeback overraskede industrien, skriver Sita.

- Det resulterede i øgede forstyrrelser og bagagebjerge, mens lufthavne, flyselskaber og lufthavnspersonale forsøgte at navigere i den øgede trafik med mindre personale.

Stigningen kommer dog på baggrund af en støt tilbagegang i antallet af fejl.

Sita-rapporten har tal tilbage til 2007, hvor der var 18,88 fejl per 1000 stykker håndteret bagage. Øget digitalisering og automatisering får æren for fremgangen af Sita.

Ser man geografisk på problemet, ligger Europa langt bag Asien og Nordamerika.

I Asien var der cirka tre fejlhåndteringer per 1000 stykker bagage i 2022, i Nordamerika var tallet 6,4 og i Europa var det helt oppe på 15,7.

Sponsoreret indhold