Dine penge24. november 2022

Dine internetsøgninger afslører: Der kommer bløde pakker under juletræet i år

En undersøgelse viser, at særligt en varegruppe står højt på listen over gaveindkøb hos danskerne
Juleshopping
En undersøgelse afslører, hvad der højst sandsynligt er at finde under juletræet i år.
 Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Lov os, du stadig virker overrasket, når du åbner dine gaver juleaften. En undersøgelse fra Dansk Industri (DI) afslører nemlig, hvad der kommer til at ligge mest af under juletræet i år.

Ifølge DI topper danskernes søgninger efter specifikke varegrupper i november, og det er oftest de varer, der ender under juletræet.

Det skriver Finans.

- Jeg tør godt fastslå, at hvis man kan lide bløde pakker under juletræet, er der en god chance for, at det bliver en god jul, siger Jacob Kjeldsen, der er branchedirektør for handel i DI til mediet.

DI har undersøgt danskernes internetsøgning forud for december måned og Black Friday, og her ligger særligt sweatre og bukser højt på listen, lyder det.

Analysen fra DI viser, at der er 30 procent flere søgninger efter sweatre og bukser i år sammenlignet med 2021, mens andet tøj ligger mere stabilt.

Udover tøj så plejer elektronik også at være højt på listen, men det har i år mere blandet interesse lyder det, mens interessen for boligtilbehør faktisk er faldet siden sidste år.

Sponsoreret indhold