Dine penge11. august 2022

Bananfluer, skægkræ og dårlig rengøring i Q8

Tankstationen har ved det seneste kontrolbesøg fået en sur smiley og 10.000 kroner i bøde
Q8 på Nørrebro har ikke haft styr på rengøringen og deres madvarer.
Q8 på Nørrebro har ikke haft styr på rengøringen og deres madvarer. Det er ikke første gang i år, at kæden har problemer.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

Et kontrolbesøg hos Q8 på Nørre Allé 77 i København er ikke gået, som tankstationen nok havde håbet.

Her endte Q8 med at få en sur smiley på grund af mangelfuld rengøring. Noget som ærger Q8.

"Der er ikke andet at sige, end at det slet ikke er godt nok", skriver Marie Sheye Lund, der er kommunikationschef i Q8, til SE og HØR.

Fødevarestyrelsen fandt blandt andet bananfluer og skægkræ. Men det var ikke det eneste, man observerede under besøget.

"Under køleenheder i mellemgang ses der gamle madrester …"

"I mellemrum mellem kørebord og salgsreol i produktionsområde ses der tykke belægninger af krummer og gammel snavs," står der i rapporten."

Q8 måtte derudover også smide en masse mad ud, som tankstationen har opbevaret ved for høj varme.

Det var blandt andet stegt kylling, pastasalat, falafel og hummus, som er blevet opbevaret ved temperaturer helt op til 13,4 grader.

Kølevarer som disse må maks have en temperatur på fem grader.

"Det skyldes nok pludselige skift i temperaturerne her i sommeren, og derfor har vi allerede haft vores køleleverandør ude for at regulere på køleegenskaberne", står der yderligere i mailen fra Q8.

Den mangelfulde rengøring og det varme mad udløste en bøde på 10.000 kroner til tankstationen, der også skal betale for to nye kontrolbesøg.

Her gik det også galt

Det er ikke første gang i år, at Q8 må til lommerne, fordi de ikke har styr på rengøringen.

Både tanken i Åbyhøj og i Hørsholm har siden 20. juni hver fået en bøde på 10.000 kroner.

I begge tilfælde falder myndighedernes hammer, fordi der er møgbeskidt.

Sponsoreret indhold