Det frække29. april 2016

Sexafhængighed: Belejlig diagnose eller naturlig lyst?

Hvad vil det egentlig sige at være sexafhængig?
Af af
Par
 Foto: Shutterstock

Folk med mange sidespring, specielle seksuelle fantasier eller bare en stor lyst til sex bliver ofte stemplet som sexafhængige – bl.a. i medierne eller af deres partner. Men sexafhængighed er en alvorlig diagnose, der ikke skal forveksles med en stor appetit på sex.

Vi er alle født med et grundlæggende behov for sex. Ligesom vi har brug for mad, har vi også brug for sex. Godt nok dør vi ikke af at leve i cølibat, men hvis vi gennem længere tid undertrykker vores seksualitet, vil vi blive påvirket af det. På samme måde som der findes spiseforstyrrelser, eksisterer der også forskellige former for sexafhængighed, som alle er dybt ubehagelige for patienten.

Beklageligvis bliver diagnosen sexafhængighed ofte misbrugt i situationer, hvor det i virkeligheden bare handler om stor seksuel appetit.

Bliver I begge mætte?
Sexolog Vivi Hollænder er privatpraktiserende rådgiver, og hun møder mange mennesker i sin konsultation, der fejlagtigt tror, at de selv eller deres partner er sexafhængige. I langt de fleste tilfælde handler det bare om, at folk har forskellige behov og lyster.

– Ligesom vi har forskellig appetit på mad, er der stor forskel på, hvad vi oplever som et tilfredsstillende sexliv. Hvis en kvinde uden den store appetit gifter sig med en madglad grovæder, accepterer hun nok, at han tager for sig af retterne, mens hun selv bare nipper til et salatblad. Men det er helt anderledes, når det handler om sex. Her vil det altid være den med mindst appetit, der sætter niveauet. Et nej til sex skal jo altid respekteres, og sex uden gensidig lyst er ikke tilfredsstillende for nogen af partnerne, siger Vivi Hollænder.

Den person med den største appetit i et forhold vil være evigt sulten, og de seksuelle tanker kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget. Al energien bliver brugt på at vække partnerens lyst, og man søger måske at lindre behovet andre steder. Ofte får begge parter indtrykket af at “den sultne” har et vildt overdrevet behov for sex, men som regel viser det sig, at behovet ikke er nær så stort som forventet, når det bliver dækket.

– Tænk på, hvordan det føles at gå rundt i et supermarked, mens man er hundesulten. Man er tilbøjelig til at købe alt for meget ind, fordi man overvurderer sin appetit, siger Vivi Hollænder.

I starten af et forhold sørger forelskelsen for, at alting føles fantastisk, og man ser kun den andens positive sider. Forelskede par har en blind tro på, at de kan tilpasse sig hinanden i sengen resten af livet. At den, der har den store appetit, kan lære mådehold, og at den, der har den lille appetit, bliver mere sulten med årene. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet.

– Vi undertrykker vores skyggesider og lyster, hvis de ikke deles af den anden. Desværre ender seksuelle problemer ofte med at være udgangspunktet for generelle konflikter og uoverensstemmelser i parforholdet.

https://imgix.seoghoer.dk/media/tk/manglende-sexlyst.jpg
 Skrevet af: Redaktionen og Vivi Hollænder - Foto: Shutterstock

Læs også: Her er de sære sexlyster du ikke vidste folk tænder på

Undertrykte lyster
Én ting er forskellig appetit på sex i parforholdet, men problemerne kan også opstå, fordi man har forskellige lyster. Ikke bare lyst til forskellige eksperimenter og lege, men grundlæggende forskellige tændingsmønstre. Det kan for eksempel være trangen til ekshibitionisme, voyeurisme eller fetichisme og mange andre lyster, som er specielle i forhold til det, vi betragter som normalt. Den slags lyster er en grundlæggende del af vores seksualitet, og de kan ikke bare vælges til eller fra, fordi vi finder en partner, der ikke har den samme lyst.

– Man vil typisk have haft fantasier omkring sin lyst allerede som helt ung, men man kan godt have været i stand til at undertrykke den i en årrække. Med årene vil trangen blive mere og mere påtrængende, og man føler sig ikke rigtigt tilfredsstillet i sit sexliv. I den situation kan tilstanden også forveksles med sexafhængighed, fordi man vil bruge meget energi på at kredse omkring sine specielle lyster.

Et utilfredsstillende og dårligt fungerende sexliv kan meget vel forveksles med sexafhængighed. I sådan en situation skal man ikke behandles for sexafhængighed, men man skal måske hjælpes til at få et velfungerende sexliv, hvor begge parter får stillet deres lyster.

– Det kan være problematisk at have en stor seksuel appetit eller specielle lyster, men det er ikke sygeligt. Jeg ser en tendens til at sygeliggøre den part, som føler sig seksuelt utilfredsstillet – om det er fordi man har en stor appetit på sex eller specielle lyster. De folk bliver stemplet som sexafhængige. Lad os i stedet forbeholde diagnoserne til dem, der rent faktisk er syge og acceptere seksualitetens mangfoldighed.

https://imgix.seoghoer.dk/media/tk/lyst-og-lykke.jpg
 Skrevet af: Redaktionen og Vivi Hollænder - Foto: Shutterstock

Læs også: Lysten til sex og lykke hænger sammen - læs hvordan her!

Flere dømmes
Vivi Hollænder er bekymret for den stigende tendens til at “dømme” flere og flere som sexafhængige:

– I medierne bliver kendte mennesker udråbt til at være sexafhængige, hvis de har mange sidespring, eller de bruger det selv som undskyldning for deres eskapader. Og i klinikken møder jeg mennesker, som selv tror at de er sexafhængige eller hvis partnere mener, at de er sexafhængige. Men i de fleste tilfælde er der altså tale om forskellige behov og lyster, mener Vivi Hollænder. Nogle af dem har brugt de sites, der på nettet tilbyder at teste, om man er sexafhængig – f.eks. sexhelp.com eller slaa-danmark.dk.

– Fælles for disse sider er, at både spørgsmål og resultater er af meget tvivlsom karakter – og at risikoen for at blive “dømt” som sexafhængig er meget stor. Der er som regel både en religiøs, moralsk og økonomisk interesse i at få folk til at gå i “behandling”, der ligger bag, siger Vivi Hollænder.

Pas på du ikke bliver afhængig af dette lækre sexlegetøj

Hvad er sexafhængighed?
En sexafhængig har en tvangspræget adfærd og lider under den evige jagt på det næste “fix”. Det er en pinefuld tilstand, der tit har store sociale og personlige omkostninger. Afhængigheden af sex er et udslag af et dybereliggende psykologisk problem, der ikke nødvendigvis har noget med sex at gøre. Den sexafhængige forsøger forgæves at dulme et tomrum og en grundlæggende angst gennem sex.

På Sexologisk Klinik på Rigshospitalet har man listet seks tegn på sexafhængighed op. De skal alle sammen være opfyldt, før man kan stille diagnosen sexafhængighed:

Er du sexafhængig?

  1. Tilstanden skal have varet mere end en måned.
  2. Afhængigheden skal være ustyrlig og ukontrollabel.
  3. Afhængigheden skal have individuelle, sociale eller arbejdsmæssige konsekvenser.
  4. Afhængigheden skal være umættelig, og man bruger mere og mere tid på det.
  5. Afhængigheden får personen til at bryde aftaler med sig selv eller andre.
  6. Afhængigheden skal være pinefuld.

Var det noget med en fræk bog i stedet?

> Tag testen: Lever du din liderlighed ud?

Sponsoreret indhold