Det frække6. november 2016

Sex-eksperterne fra Radio Nova: Det synes vi om sex, utroskab og parforhold

Camilla Kjems, Dennis Ravn og Ea Ørum er de tre værter på de nye populære podcasts ”I seng med Nova”, hvor de taler med danskerne om sex i en række programmer. Se, hvad de tre værter selv synes om troskab, mærkelige lyster, og hvorfor de tror, parforholdet er så udfordret.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sexeksperter_radio_nova.jpg
 Foto: Bo Lynge

Af Christina Bølling/Femina

Hvad er parforholdets største udfordring i dag?

Camilla: – At vi lever længere og skal ”holde hinanden ud” i længere tid, plus at vi har en overromantisk forestilling om ”den eneste ene”, der skal kunne tilfredsstille alle behov, fysiske som mentale. Det er dybt urealistisk – og hvis parforholdet skal lykkes for os, er vi nødt til at redefinere det og opfinde individuelle løsninger, der udfordrer det traditionelle ægteskabs rammer.

Dennis: – Smartphones. Færdig! Vi er slatne slaver af at være online. Og jeg tror langsomt, det går op for mange, at det ikke beriger vores liv følelsesmæssigt, som rigtige relationer gør. Jeg vil ikke undvære min iPhone, men jeg øver mig på at være mere til stede i den virkelige verden. Men det er jo svært. Det er som et fix. Der er nogle centre i hjernen, der bliver belønnet hele tiden, bare ved et klik. Tænk, hvis man gav sin kæreste lige så meget opmærksomhed, som man gav sine yndlings-apps.

Få bedre sex her

Ea: – Sensitiviteten og sanseligheden er i centrum, men vi kan stadigvæk ikke slippe ønsket om at præstere og ville være de bedste – nu bare til nærhed. Det er lidt trist. Vi lever i en præstationskultur, hvor alt skal være bedre, vildere og dybere hele tiden. Drop det fis.

Hvornår ved man, at éns parforhold ikke står til at redde?

Dennis: – Når man ikke længere er villig til at yde den indsats, der kræves, for at det bliver reddet. Når det at give op virker som en bedre løsning end at vinde. Jeg tror, vi nogle gange har glemt, hvor fedt det føles at vinde, i al den snak om lighed og ligestilling, der har været de senere år. Man er et team. Og man skal ville vinde sammen. Så kan man!

Læs også: Psykologen Sanne Neergaard: Kvinder tænder ikke på en mand i et forklæde

Camilla: – For mig personligt var det en følelsesmæssig kontakt, der blev endegyldigt slukket. Simpelthen. Når man har givet forholdet tilpas nok chancer til, at alt håb til sidst er ude, og – i værste tilfælde – respekten for den anden part også er røget. Så er der i mine øjne ikke længere noget at bygge på.

Ea: – Når man ikke længere er to om at få det til hænge sammen. Én kan ikke alene redde et parforhold, og nogle gange er det den ene, der giver for meget og får for lidt. Kærlighedsrelationer kræver fælles fodslag og fælles drømme. Ellers bliver det lille fællesskab temmelig tricky.

Hvad betegner du som utroskab?

Ea: – Utro er man, når man laver noget med nogen, som vil gøre éns partner såret eller fortvivlet, fordi det overskrider de grænser, der er sat i parforholdet. Ofte vil utroskab involvere sex, men for nogle er grænserne anderledes. Jeg lever selv i et monogamt parforhold, hvor f.eks. sms-flirt er utroskab. Jeg trives med de klare linjer, som min kæreste engang foreslog.

[node:aller-related-content]

Camilla: – I mine øjne er det utroskab, når man i hemmelighed indleder en fysisk og/eller følelsesmæssig relation til en anden end partneren. Også selv om det kun er virtuelt.

Dennis: – Det svære er, hvis noget, den ene synes er en o.k. handling, bliver opfattet som utroskab af den anden. Og det skifter igennem livet, synes jeg. Det, der er utroskab for én som 20-årig, ser man på med andre øjne som 40-årig. Men generelt synes jeg, utroskab er, når man deler en privat del af sig selv med et menneske, der ikke er éns kæreste. Når man følelsesmæssigt giver noget til en anden, som er forbeholdt kæresten. Det behøver ikke at være sex, men kan også være opmærksomhed, intimitet eller sommerfugle i maven, bare i form af en mail eller et telefonopkald.

Skal man tilgive utroskab?

Camilla: – Hvis der stadig er kærlighed, og man godt kan se, at begge parter har en aktie i, at parforholdet har haltet, så synes jeg, man skal være åben og se, om man kan tilgive og måske komme stærkere ud af det sammen. Men det kræver MANGE snakke. Snakke, der ”bygger op”, ved at man er nysgerrig på, hvilke behov man i parforholdet ikke har fået opfyldt hos hinanden – og hvad man kan gøre for at ændre på det og gøre det bedre i fremtiden. Fokuserer man kun på de slibrige detaljer ved utroskaben og den smerte og bitterhed, det har påført én, kommer man aldrig videre. Men det er selvfølgeligt altafgørende, at den ”skyldige” part undskylder og er oprigtigt ked af at have såret den anden.

Dennis: – Ja. Nej. Utroskab er et tillidsbrud. De fleste ved, hvor svært det er at betale en stor gæld af. Det tager nogle gange år. Og på samme måde med tillidsbrud, så skal gælden betales af over en lang periode. Og man må ikke misse et afdrag. Men hvis man kan nå til enighed om gældens størrelse, så synes jeg, man skal forsøge at tilgive utroskab. Vil man tilgive, skal man se frem sammen, og den utro part skal svøbe den anden i opmærksomhed og omsorg.

Ea: – Jeg har svært ved at forstå, hvorfor man vil være i et forhold, når man er utro. Jeg har forsøgt at vælge utroskab fra i mit eget liv. Historisk er det interessant, at vi engang hyldede de stærke, der blev efter svære tider. I dag har vi ofte højere tanker om dem, der går og ikke finder sig i, at den anden har knaldet forbi. Jeg forstår kvaliteten i at blive efter utroskab, men jeg ville ikke selv kunne gøre det. Det har med løgn at gøre, i højere grad end det handler om sex med en anden kvinde. Jeg smuldrer i mistillid, og jeg ville have svært ved at respektere en, som – over for mig – ikke havde turdet stå ved sin lyst.

Læs også: 7 veje til ikke "bare" at blive skilt

Hvad er essensen i et godt sexliv?

Camilla: – At man har en god kemi, og at man begge tør være sig selv og tør blotte sig – uden skam og angst for at blive afvist. Hvis man skal holde et sexliv ved lige gennem mange år, tror jeg, det er vigtigt, man er åben for nye fantasier og lyster hos hinanden. Vores seksualitet er ikke statisk, men udvikler sig gennem hele livet – derfor skal vi se det som en spændende mulighed og ikke som en trussel eller bebrejdelse af det eksisterende, når éns partner har lyst til at bevæge sig ud i noget nyt. Der skal være højt til loftet i soveværelset.

Pep sexlivet op med anal-lege

Ea: – Det er vigtigt at få styr på biologien: Hvordan kommer jeg egentlig? Vi får i dag så mange gode råd, og ofte forklarer de ikke hele virkeligheden, mens skaber mere utilstrækkelighed, bl.a. fordi vi alle er bygget forskelligt. Hvis en kvindes klitoris sidder langt fra skedens forvæg, vil hun eksempelvis have svært ved at få en g-punktsorgasme. Den sendes nemlig af sted fra den lange klitoris, som rager 7-10 cm ind i kvindekroppen. Ligger man længe og roder med at komme på en særlig måde, som kroppen ikke kan være med til, kan det være svært at føle nydelse. Præstationsangst – utilstrækkelighed – er en lystdræber.

Dennis: – Kvantitet – altså meget sex – er en faktor. Det, at man bliver ved med at udforske og lege, gør, at der ikke kommer en afstand i forholdet. Orgasmer er vigtige, men må ikke være målet i sig selv. Nogle gange må sex også gerne være sjovt og fjollet eller virkelig langsomt. Det er en god idé at tale åbent sammen om, hvad målet er for sexlivet. Måske ikke lige under forspillet, men så en hyggelig aften i sofaen. For sex i et forhold er en form for intimitet og nærhed, man ikke kan få andre steder. Og hvis begge parter føler det sådan, tror jeg også, at andre mennesker får svært ved at tiltrække sig “uhensigtsmæssig” opmærksomhed. Det er en form for dessert i parforholdet. Nogle gange er det bare den præfabrikerede fra Netto og andre gange en lækker cremet tiramisu. Men mens det står på, så er en Netto-dessert også god.

Kan man leve lykkeligt uden sex?

Ea: – Jeg har ikke lyst til at leve uden sex. Og jeg står også ved, at jeg har brug for at prøve mig frem i seksualiteten. Jeg har lært, at et velfungerende parforhold for mig primært hviler på tryghed. Da jeg var yngre, måtte der gerne være mere på spil. I dag nyder jeg at have en base og visheden om, at der er en derhjemme, som dækker min ryg. Engang troede jeg, den slags var lidt kedeligt – roen og stilstanden.

Camilla: – Et godt parforhold består af mange ting. Fælles grundværdier og drømme, god kommunikation og en stor gensidig respekt og tiltrækning. Et godt og aktivt sexliv er ekstremt vigtigt – og er nok også blevet vigtigere for mig med årene.

Dennis: – Nærhed, fysisk kontakt, intimitet og ærlighed er det vigtigste for et parforhold, men jeg kan ikke leve uden sex. Endnu. Behovene ændrer sig hele tiden, men nærhed, intimitet og fysisk kontakt, som ikke nødvendigvis behøver at være sex, men bare fysisk kontakt – det går aldrig af mode hos mig.

Podcasts om mænds og kvinders sexliv

Der er foreløbig seks episoder, du kan downloade med panelet. Camilla Kjems, Ea Ørum og Dennis Ravn taler f.eks. om vores forhold til utroskab. Om, at mand og kvinder (måske) alligevel ikke ser så forskelligt på den sag. De diskuterer, hvornår – og om – man skal kaste handklædet i ringen i sit ægteskab, og ”hvad mand gerne vil have, men ikke tør spørge om ... ”. Svaret på det sidste er blandt andet ”fred!”. Se mere på Radioplay.dk/isengmednova/episoder.

Sponsoreret indhold