Det frække10. juli 2024

Giganter går i seng sammen: Giga-køb i sexindustrien

Opkomlingen Satisfyer overtager storebror Fun Factory
Med et dybt greb i lommerne overtager Satisfyer Fun Factory.
Med et dybt greb i lommerne overtager Satisfyer Fun Factory.
 Foto: sinful.dk

To europæiske sexgiganter bliver til en, idet tyske Fun Factory er blevet købt af en anden tysk producent nemlig EIS/Satisfyer/Triple A.

Det er ikke hver dag, vi skriver om erhvervsnyheder på Det frække. På den anden side hører det også til sjældenhederne, at en sexlegetøjsproducent overtager en anden for et tocifret millionbeløb i Euro.

Tyske Fun Factory blev stiftet i 1996 og har siden vokset sig til en af de største sexlegetøjsproducenter på det globale marked. De er kendt for høj kvalitet og sjove farver samt at produktion er foregået Tyskland og ikke i Asien som mange andre konkurrenters.

En af stifterne af den sjove legetøjsfabrik, Dirk Bauer, udtaler i forbindelse med salget:

- Med dette salg siger jeg farvel til branchen og er glad for at vide, at mærket vil være en del af det succesfulde miljø i Triple A Group i fremtiden, siger Bauer, grundlægger og CEO af Fun Factory GmbH.

- Jeg er overbevist om, at Triple A er det rigtige valg til denne handel, og at brandet er en vigtig byggesten for premium-segmentet.

Manden med de dybe lommer, administrerende direktør Sven Pelk i EIS/Satisfyer/Triple A, er glad:

- Med indkøb, lageropbygning, produktionsudvidelse og forudbestillinger investerer vores gruppe et højt tocifret millionbeløb i Fun Factory-mærket. Det garanterer en problemfri og forbedret tilgængelighed med varer, der udelukkende er produceret i Tyskland.

- Vi har været i stand til at udvide vores patentportefølje betydeligt med dette opkøb og vil snart udvide Fun Factory-mærket med mange nye, innovative produkter.

Saitysfyer er et helt ungt firma, fra 2016, hvor de revolutionerede markedet for legetøj til kvinder med trykbølgeteknologien, som er mere skønsom ved klitoris.

Siden har firmaet udvidet paletten til over 200 forskellige produkter.

Både Fun Factory og Satisfyer har vundet adskillige designpriser.

Dansk

Den danske sexshop Sinful.dk, der er Skandinaviens største, blev for tre år siden delvist opkøbt af en kapitalfond til et ukendt millionbeløb, muligvis på den frække side af 300 millioner.

Medstifteren af shoppen Mathilde Mackowski havde ikke hørt om handlen mellem de tyske producenter, men hun hilser den velkommen:

- Jeg synes, det virker som et virkelig godt match. Det er to stærke brands, som begge har været med til at skabe en kulturændring i branchen. Fun Factory var jo i sin tid de første, der for alvor gik ud og satte en ny vandvittig høj standard i branchen for mere end 20 år siden. Stort tillykke! Vi glæder os til at følge udviklingen helt tæt på! siger Mackowski.

Sponsoreret indhold