7 singleudfordringer - og hvordan du tackler dem

Fra Tidens Kvinder
Der er mange forhindringer på singlekvindens vej til seksuel og romantisk lykke, og du skal som bekendt kysse mange frøer før lykken tilsmiler dig. Er du forberedt kan du bedre tage forbehold for udfordringerne, uanset om der er tale om manglende potens, regler inden for dating eller noget helt tredje.
Jeg vil så gerne have en kæreste…
Kærligheden kommer ikke på bestilling, men lige pludselig står han og banker på din dør. Du kan vælge at vente på prinsen på den hvide hest, som måske bliver snuppet af en anden i forbifarten – eller du kan aktivt gøre dit for at møde så mange potentielle partnere som muligt ved at opsøge forsamlinger af mænd ”in real life” eller ved at gøre brug af det store udvalg af online datingsites. Jo flere du møder, jo større er chancen for, at du finder ham du søger. Vær åben, så du tiltrækker de rigtige, men vær kræsen til den grad, at du ikke spilder tiden på de forkerte. Undgå dog at lade småting stå i vejen for en romance. Er kemien der, så tag chancen.
Hvor længe kan jeg tillade mig at spille på flere heste?
Blot fordi du har været på én date, bør du ikke lade dig begrænse. Det er altid en god idé at holde mulighederne åbne, og på denne måde er ”tabet” heller ikke så stort, hvis du skulle blive kasseret – for så er der jo altid en anden. Hvor længe du kan tillade dig at spille på flere heste, afhænger af jeres forhold. Er det svært at vurdere, så tal om det. Når I begge er enige om, at der ikke er mere end jer to personer i jeres forhold, må du gøre det af med de andre.

Læs også: 5 tips til et frækt singleliv
Når jeg tager en mand med hjem, er der altid et eller andet galt…
For lille pik, dårlig i sengen, han lugter… Der kan være mange årsager til, at du bliver skuffet, når tøjet ryger, for det er først der, du ved, om du har købt katten i sækken. Ønsker du succes med din nyfundne partner, er relativ ædruelighed et godt udgangspunkt. Når du er ved dine fulde fem, kan du nemlig bedre tackle de udfordringer, der måtte komme. Har han brug for et bad – så tilbyd et bad. Er teknikken lidt rusten, så instruér ham i det, du godt kan lide. Singleperioden er et fantastisk tidspunkt til at lære nye ting og opleve flere partnere. I stedet for at hænge med næbbet bør du se hver en mand som en spændende udfordring, som du kan lære noget af.
[node:aller-related-content]
Jeg vil have sex, men mangler en partner…
Når lysten trænger sig på, er det ikke altid lige sjovt at være single, bl.a. af den grund, at du ikke har en partner inden for rækkevidde, som du lige kan hive fat i. Der er dog flere ting, du kan gøre for at få seksuel nærkontakt. Visse datingsites specialiserer sig i frække møder, herunder BeNaughty og Scor. Skal det gå lidt tjept, så anvend Tinder eller lignende apps, hvor du kan fange en sexdate inden for et par kilometers radius. Som alternativ kan en bolleven anbefales til de trængende stunder. Glipper alt andet, så sørg for at have lidt af hvert at gøre godt med i natbordskuffen. Og husk på, at bare fordi du har en fast partner, er det ikke ens betydning med, at der er sexgaranti.

Jeg vil ud og rejse, men jeg er helt alene…
Frygt ej. Det er sjovt, udfordrende og det kan også være ganske romantisk at rejse alene. Når du er alene er du mere åben for at møde singlemænd, når du rejser. Og du virker også mere tilgængelig, når du er alene, end når du er sammen med en veninde. Igen er Tinder og lignende apps gode redskaber, da disse giver dig mulighed for at opsøge mænd inden for en bestemt radius – uanset hvor i verden, du befinder dig. Når du møder en mand på din rejse, har du også muligheden for at lade dig forelske helt ud af proportioner, da du ved, du kun har ham på lånt tid og derfor ikke behøver at bekymre dig om, hvorvidt han nu også skal være far til dine børn.
Undgå de typiske charterrejsemål, hvor du primært vil løbe ind i familien Danmark eller bryllupsrejsende. Tag eksempelvis til Asien og indlogér dig på et hostel eller et guesthouse hvor der er mulighed for at møde andre singler – eller søg rejser, der er decideret lavet til singler.
Jeg nyder mine mange sexpartnere, men i hvor høj grad bør jeg bekymre mig om sygdomme?
Har du skiftende sexpartnere, bør du naturligvis anvende kondom, når du dyrker sex. For du kan selvfølgelig ikke være sikker på, at dine sexpartnere ikke ser noget til andre end dig. Selv om du husker kondomet hver gang, så aflæg alligevel din læge et besøg i ny og næ. Der kan være gået hul på et kondom og kønssygdomme kan også overføres gennem f.eks. oralsex eller når I kæler meget intimt. Opdager du en kønssygdom, bør du naturligvis fortælle det til alle de sexpartnere, der potentielt kan være smittet.
Hvordan klarer jeg mig igennem første date?
”Første dates” kan være meget forskelligartede. Nogle kan være gruopvækkende, mens andre er ganske dejlige. Orker du ikke at spendere for meget tid på en mand, som du ikke kender, kan det anbefales at starte med en drink eller en kop kaffe, så du hurtigt kan slippe væk, hvis ikke han er noget for dig. Hvordan man efterfølgende tackler mødet, er meget forskelligt. Er du interesseret, bør du selvfølgelig vise din interesse i en efterfølgende sms eller det der ligner. Er du ikke interesseret, er det god stil at sige tak for i dag og gøre opmærksom på, at han nok ikke skal forvente sig mere. Du kan selvfølgelig også stikke hovedet i busken, men gør du det, skal du være forberedt på, at han muligvis vender tilbage med en opfølgende besked, som du må tage stilling til. Få det hellere ud af verden med det samme, hvis ikke du er interesseret.
Vil du læse flere tips, tricks og guide til singlelivet? Så kig med her!