Annoncer
14. marts 2024

Tidligere ekstremistisk islamist udgiver bog: “Jeg er ikke i tvivl om, at folk kommer til at hade mig”

Yaqoub Ali har været en drivende kraft bag islamistisk radikalisering i Danmark. Som leder for Kaldet til Islam har han prædiket død over almindelige mennesker, og to gange har han rejst til Syrien for at udkæmpe hellig krig mod Vesten. I dag er han ifølge sig selv afradikaliseret, takket være et afgørende møde med en Uno-klub og en socialrådgiver i Horserød Fængsel. En solskinshistorie om resocialisering eller en tragedie? I bogen ‘Mit had’ fortæller han hele sin historie
Annonce for Mofibo
Yaqoub Ali
 Foto: Kristina Pedersen
https://imgix.seoghoer.dk/2024-03-13/mofibo_logo_rgb_black.png

Yaqoub Ali ved godt, at folk måske kommer til at hade ham. Mange hader ham allerede for at have vendt det religiøse miljø ryggen. Men flere kommer til, og de kommer til at hade ham for noget andet, hvis de lytter til hans nye bog, hvori han fortæller sin livshistorie som dansk-iraker. Som krigsbarn. Som bandemedlem og som islamisk ekstremist.

Yaqoub Ali har ikke været nogen god fyr, det ved han godt. Hver nat rider minderne om de ting, han har gjort, ham som en mare, og hver morgen håber han, at der sker noget godt, så han glemmer det hele igen.

“Når jeg er i drømmen, så føler jeg ikke, jeg drømmer. Jeg føler, det er mit liv, og så vågner jeg op og har svedt, jeg har tårer i øjnene, min krop føles stiv. Jeg har hjertebanken og har rigtig svært ved at sove igen,” siger han.

“Jeg græder rigtig meget. Og det, tror jeg, jeg har accepteret, at det er sådan, det forbliver.”

Mofibo

Mofibo er Danmarks største tjeneste for e- og lydbøger samt podcasts.

Med et bibliotek på over 600.000 titler har Mofibo noget for enhver smag - uanset om du er til krimi, romance, sande historier, selvudvikling eller noget helt andet.

Prøv Mofibo gratis i 30 dage - herefter 89 kr./måned. Opsig når som helst. Gælder for nye kunder.

Han vil ikke fortælle, hvad han har gjort. Ikke engang hans kone ved, hvad han præcis lavede, da han forlod hende og deres søn og rejste til Syrien for at kæmpe for kalifatet. Det er for slemt til at blive sagt, det siger sig selv. Men også direkte kriminelt. Ligesom voldsepisoderne og overfaldene herhjemme fra hans tid som bandemedlem er det. Præmissen for at lytte til Yaqoub Alis historie er, at der er visse detaljer, som er anonymiserede af hensyn til hans sikkerhed.

I dag er han ifølge sig selv en forandret mand. Hvis du mødte ham tilfældigt, ville du formentlig ikke kunne se skyggen af hans fortid og det menneske, han har været.

Yaqoub Ali angrer og fortryder, hvad han har gjort. Han har forladt kriminaliteten og forladt det religiøse muslimske miljø, hvor han i en periode var leder. I fire år har han været i gang med at opbygge en ny tilværelse som forsørger og familiefar.

Men han er tvunget til at leve med sin sorte samvittighed, ligesom han er tvunget til at leve med de trusler, som personer fra hans gamle miljø kommer med fra tid til anden.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-03-13/kq4a0616-scaled.jpg
 Foto: Kristina Pedersen

Det er jo mærkeligt at snakke om, at et fængsel er der, hvor du mærker et normal fællesskab igen. Men det var det for mig

Yaqoub Ali

Volden

Oprindeligt hedder han slet ikke Yaqoub Ali. Da han voksede op i Irak, hed han faktisk Rekan Mahmoud, og Yaqoub Ali er blot et navn, han har taget for at tage afstand til sit tidligere liv som kriminel og ekstremist. Google glemmer som bekendt ikke.

Yaqoub Ali voksede op som kurder i det nordlige Irak under diktatoren Saddam Hussein, som stod bag massive udslettelser af landets kurdere. Derfor var bagtæppet i den lille by Halabja, hvor Yaqoub Ali boede med sin mor og far og to søskende, ofte præget af lyden af skud og granater, ligesom våben var en normal del af gadebilledet. Selv var han blot fem år gammel, da han for første gang affyrede en AK47 for sjov.

Da Yaqoub Ali var otte år gammel, forlod hans far familien for at tage til Danmark, og som den ældste i en søskendeflok på tre var det naturligt, at Yaqoub Ali trådte til og overtog hans ansvar. Men det betød ikke, at han var ligestillet med sin mor. Som barn fik han prygl, hvis han lavede ballade eller fik for lave karakterer i skolen.

I 2003 blev familien forenet i Frederiksund, hvor faren havde en lejlighed. Yaqoub Ali startede i femte klasse, og selvom hans klassekammerater var søde og venlige, havde han svært ved at falde til. Han kunne godt mærke, at han var anderledes. I miljøet omkring lejeboligkomplekserne på Heimdalsvej finder Yaqoub Ali med tiden ligesindede, andre flygtningebørn, der har samme rastløshed og bærer på de samme uudtalte frustrationer som ham selv.

Det, der startede som almindelige drengestreger, udviklede sig med tiden i gruppen. De blev voldelige, og en dag var Yaqoub Ali med til at overfalde og rulle en lokal pusher, hvilket blev startskuddet på hans kriminelle løbebane.

Yaqoub Ali var imidlertid med for adrenalinens skyld. For suset. Han var ikke interesseret i stofferne, men blev draget af volden, som blev mere og mere organiseret under navnet Heimdalsvej-drengene, eller bare HMD. De gik med knive og afpressede mennesker for kontanter, som de brugte på at gå i byen og spise dyrt på restauranter.

Yaqoub Ali havde altid en pistol med i tasken, selv når han sad i klasselokalet på Handelsskolen.

“Jeg er altid ‘pakket’”, som han siger i bogen om den tid.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-03-13/kq4a0611-683x1024.jpg
 Foto: Kristina Pedersen

Jeg er ikke i tvivl om, at der er perioder, hvor de virkelig har lyst til at hade mig. Og jeg tror også, de kommer til at hade mig

Yaqoub Ali

Fælden klapper

Men en dag klappede fælden, og Yaqoub Ali blev arresteret i en kiosk, anklaget for trusler og tre overfald. Han endte på Retspsykiatrisk Afdeling i Hillerød, den lukkede, og den behandlingsdom var et vendepunkt for ham.

Han vendte aldrig tilbage til det kriminelle miljø, men valgte i stedet at dedikere sit liv til Islam. Først flirtede han med Hizb ut-Tahrir, siden blev han en del af den salafistiske gruppe Kaldet til Islam. Her blev han indædt fortaler og forkæmper for en verden styret af islam og sharia.

Det had, som altid havde været i Yaqoub Ali, blev rettet mod Vesten og de vantro. Han blev radikaliseret, og da han selv blev leder af Kaldet til Islam, var en drivende kraft bag gruppen islamistiske radikalisering af andre unge mænd.

På et tidspunkt planlagde han sammen med nogle andre at udføre et angreb på Rosenborg i København, hvor de ville slå så mange soldater ihjel som muligt, inden de ville blive fanget i dræbt.

Martyrdøden var hellig for ham. Han frygtede den ikke, men angrebet blev aldrig til noget.
Ad to omgange forlod Yaqoub Ali sin kone og sin søn for at rejse til Syrien og gå i krig for kalifatet. Af hensyn til sin egen og sin families sikkerhed fortæller han ikke, hvilken militant islamistisk gruppe han kæmpede med, men i bogen fortæller han, hvordan krigen foregik fra set fra hans vinkel.

I 2015 klappede fælden imidlertid igen for Yaqoub Ali, og han kom i fængsel for et opslag på Facebook, hvor han havde lovprist og billiget terror efter angrebet på Charlie Hebdo.

Det fængselsophold ændrede alt.

Unoklubben

På det tidspunkt, hvor Yaqoub Ali blev indsat, var han 28 år gammel. Det var en tid, hvor der var tryk på i det ekstremistiske miljø. Det var ikke længe siden angrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade havde fundet sted, og det betød, at stemningen var anspændt – ikke mindst hos politiet, der holdt skarpt øje med folk som Yaqoub Ali.

Men da døren lukkede til cellen i Horserød Statsfængsel, stod Yaqoub Ali pludselig alene. Indenfor murene fyldte Islam ingenting hos de fleste indsatte, og stemningen var en anden.

Skuldrene sænkede sig på Yaqoub Ali, og han begyndte faktisk at småhygge sig i fængslet.
“Det sted kommer for altid til at være det sted, hvor jeg blev et nyt menneske. Derfor vil det altid have en speciel plads hos mig,” siger han.

Sammen med en gruppe venner begyndte han at spille Uno og lave mad sammen i fælleskøkkenet. Pludselig var det svært at hade de mennesker, han kort tid forinden havde stemplet som vantro.

“Det er jo mærkeligt at snakke om, at et fængsel er der, hvor du mærker et normal fællesskab igen. Men det var det for mig, fordi jeg lærte nogle helt basale menneskelige ting om, hvordan det er at have normale samtaler med mennesker, som ikke omhandlede religion. Som ikke omhandlede krig og ødelæggelse, men bare var helt basale samtaler mellem mennesker,” siger han.

Først og fremmest takker han i dag den socialrådgiver, han mødte i fængslet, for at han begyndte at se anderledes på tingene. For selvom Yaqoub Alis historie består af alt det, du netop har læst i afsnittet ovenfor, så valgte socialrådgiveren i Horserød at tale med ham med et andet afsæt og et andet fokus.

“Hun snakkede med mig om mennesket Yaqoub. Ikke om hvor forfærdeligt et menneske, Yaqoub var, og hvad han havde lavet,” siger Yaqoub Ali, der under sin afsoning fulgte med i et tv-program om folk, som istandsatte deres drømmehjem. Det triggede et gammelt savn i ham, og drømmen om at leve et helt almindeligt liv med arbejde og familie begyndte langsomt at vokse hos ham.

Mit had

Ret beset er det ikke første gang, Yaqoub Ali fortæller sin historie. De senere år har han været en aktiv del af integrationsdebatten og den offentlige samtale om bandepolitik og radikalisering, han har været med i DR-dokumentaren ‘Hjernevaskeren’, og senest har han brugt sine erfaringer til at kaste lys over nuancerne i den verserende krig i Gaza.

Men i bogen går han helt tilbage til start i Irak og udruller sit liv med alt, hvad det indebærer af svigt, vold og traumer for – forhåbentlig – at udvide og give dybde til samtalen om de lukkede kriminelle og religiøse miljøer i Danmark.

‘Mit had’ er dog ikke hans forsøg på at få tilgivelse for sit ekstreme liv. “Jeg bruger aldrig mine svigt og min fortid som en undskyldning for, hvorfor jeg er blevet sådan, som jeg er blevet. Fordi sandheden er i sidste ende, at jeg selv var herre over mine egne valg. Og der var ingen, der tvang mig,” siger han.

Det er derfor, han er forberedt på, at dem, der lytter til bogen, måske kommer til at hade ham – præcis som han engang hadede alle andre.

“Jeg er ikke i tvivl om, at der er perioder, hvor de virkelig har lyst til at hade mig. Og jeg tror også, de kommer til at hade mig. De kommer til at være vrede på mig og sure. De kommer til at være skuffede over mig,” siger han.

“Men jeg er heller ikke i tvivl om, at der er perioder, hvor de får ondt af mig. Og kan forstå nogle af mine valg.”

Dybest set har han skrevet bogen for sin egen skyld.

“Bogen handler ikke om, at folk skal elske mig. Jeg skrev først og fremmest bogen med det formål, at det skulle være selvterapi. Jeg skulle selv videre. Og nu skal Danmark have lov til at læse om, hvad jeg har været igennem. Og hvorfor det er vigtigt også for mig at komme videre.”

Hvor det tidligere var hadet, der styrede alt i Yaqoub Alis liv, er der nu et håb om et bedre liv for ham selv og hans familie. Derudover håber han, at bogen kan være med til at redde flere, der som han selv bliver fanget i kriminaliteten og ekstremismens spind. For selvom bogen er brolagt med moralsk fordærv, så er læren, at man faktisk kan komme bedre ud på den anden side. Der er håb.

“Jeg er ikke i tvivl om, at når man er færdig med at læse bogen, så vil man have en helt klar forståelse af, at den Yaqoub, der er her i dag, det er en forandret Yacoub. 100 procent,” siger han.

Lyt til “Mit Had” af Yaqoub Ali og Louise Elly Meyer eksklusivt hos Mofibo.

Artiklen blev oprindelig udgivet af Heartbeats.