Få ting er så stort et helvede, som brændende at ønske sig at blive mor og ikke kunne blive det. Sådan var det i hvert fald for Annika Strand.
Det var blandt andet også derfor, at Annika i 2016 begyndte at søge efter en rugemor. Det er ikke ulovligt at benytte sig af rugemødre i Danmark, men læger og sundhedspersonale må ikke udføre behandlingen, og man må heller ikke bruge en mellemmand for at finde en rugemor.
Så da Annika finder en rugemor igennem Regnbuebarn.dk, er hun derfor nødt til at få foretaget behandlingen på Cypern. Men intet går som planlagt, og hun bliver ulykkeligvis bedraget af rugemoren.
For rugemoren bliver faktisk gravid, men hun fortæller Annika og hendes mand det stik modsatte – at behandlingen ikke har virket. Det er ved et rent tilfælde, at Annika et par år senere ser et billede på Facebook af en tatovering med navnene og fødselsdatoerne på to små piger – Annika og hendes mands børn.
Måske har du stiftet bekendtskab med sagen gennem TV 2-dokumentaren Den falske rugemor fra 2019, som vakte stor opmærksomhed dengang. Nu har Annika Strand skrevet en bog om sine oplevelser Rugemoren fra helvede – kampen for mine børn, der er udgivet på forlaget People's og netop er udkommet som lydbog på Mofibo. I den anledning har vi talt med forfatteren om nogle af tankerne bag bogen, og hvordan det går den dag i dag.
Annika Strand og hendes mand har efter et længere juridisk tovtrækkeri endelig i 2020 fået børnene hjem til sig, men som hun forklarer, er ikke alt på plads.
– Der er stadig nogle brikker, der mangler at falde på plads i forhold til min juridiske status som mor. Det er trist, men sådan er lovgivningen, men det ændrer heldigvis ikke min status som mor i det daglige, fortæller Annika Strand.
Gennem hele forløbet, har det været tydeligt, at den danske lovgivning på området ikke er svarende til den virkelighed, mennesker som Annika Strand og hendes mand befinder sig i.
For eksempel skeles der ikke til, hvorvidt en evt. rugemor deler DNA med de børn, hun bærer rundt på eller ej. Så længe hun føder dem, er hun moren i lovens øjne.
På spørgsmålet om, hvorvidt lovningen er for dårlig i den henseende, er Annika Strand meget klar i mælet.
– Lovgivningen er jo paradoksal i og med, at den siger, at beslutninger skal være til barnets bedste. Alligevel kan man som tiltænkt mor eller far ikke få del i forældremyndigheden ved barnets fødsel. Hvilken gavn har barnet af, at dets forældre ikke anerkendes som dets forældre? Det er jo grotesk. Der ligger en bagvedliggende mistro og en manglende anerkendelse af, at tiltænkte forældre ikke er rigtige forældre. Hvis man i samfundet bliver ved med at have en tro på, at en mor er den, der føder barnet – uagtet af hun faktisk har født det for en anden – så sker der ingen ændringer på området, og de tiltænkte forældre kastes ud på gyngende og lovløs grund, forklarer forfatteren.
Lyt til 'Rugemoren fra helvede: Kampen for mine børn' eller 600.000 andre e- og lydbøger hos Mofibo. Klik her og få 7 dages gratis adgang.
Annika Strand er et pseudonym. Det er et bevidst valg for at sikre, at børnene kan leve et fredeligt liv, uden at blive kædet sammen med denne historie hele tiden. Annika selv har heller ikke behov for at blive et kendt ansigt i medierne.
Tilblivelsen af bogen har også været en hård omgang. At skulle genkalde sig hele historien forfra har været hårdt.
– Jeg tudede flere gange, da jeg skrev om oplevelserne på Cypern, og mine tanker og viden om pigernes fødsel og deres første år. Det var ubeskrivelig hårdt. Også at gennemgå alle de gange, hvor jeg er stødt på samfundets mure og blevet regnet for ’ikke at være part i sagen’ – og i den forstand i min egen historie. At blive mindet om at jeg var forkert, igen og igen, fortæller Annika Strand.
Gennem hele det opslidende forløb, har Annika Strand fået støtte fra familie, venner og sin advokat. De har hjulpet hende med at tro på, at det umulige kunne blive muligt. Læresætningen fra barndommen om, at hive sig selv op ved håret var kun muligt, fordi der var den gode støtte.
Og så målet om at få børnene hjem og en tro på at retfærdigheden skulle ske fyldest. Forløbet har påvirket Annika Strand dybt, både på godt og ondt.
– Jeg er Mor med stort M, men i kølvandet på min historie er jeg også blevet mere påpasselig og har sværere ved at tro på det gode i mennesker.
Der er kommet et større fokus på svindel i samfundet generelt, og den slags smitter naturligvis også af, når man selv har haft det helt inde på livet, som det er tilfældet for Annika Strand. Når det kommer til, hvad læseren skal have ud af fortællingen, er der to ting, som forfatteren fremhæver.
– Jeg håber, min bog generelt er med til at skabe en åbenhed omkring barnløshed og en forståelse for, hvad det gør ved en kvinde. Det sort/hvide billede, som i mange år har været fremherskende ‘at man bare må lære at leve med det’, er en forældet og undertrykkende konstruktion og underkendelse af den barnløses univers. Det må være et samfunds pligt at anerkende behovet og understøtte de muligheder, der er for at hjælpe ufrivilligt barnløse kvinder.
– Jeg håber, bogen skaber en forståelse hos den enkelte for de behov. Jeg håber også, at den kan bane en vej for andre, så de ved, at håb findes.