Kendte22. maj 2016

Vildt! Tvillinger født i hver deres år

Søskendeparret fra Esbjerg kom til verden med to minutters mellemrum. Alligevel er han født i 2015, mens hun ventede til 2016.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/tvillinger_foto_schutze.jpg
 Foto: René Schütze

Nytårsaften 2015 blev noget anderledes, end 39-årige Erika og 43-årige Günther Eckhard fra Esbjerg havde forestillet sig. Midt i en Skype-samtale med Erikas forældre i Østrig gik vandet. Hun var ellers først sat til at føde 9. marts.

– De troede, at vi lavede gas med dem, da vi sagde det, og Günther gik i panik, så han kunne næsten ikke finde ud af at bruge sin telefon og ringe til sygehuset, smiler Erika.

Født til nytår
Vel ankommet til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg besluttede jordemoderen, at tvillingerne skulle tages ved kejsersnit, da de var for skrøbelige til en almindelig fødsel.
Og fødslen blev helt speciel.

– Silas blev født klokken 23.59 den 31. december 2015, og Annabelle kom to minutter efter – klokken 00.01, fortæller Günther, som sammen med Erika flyttede fra Østrig til Danmark for seks år siden for at arbejde som praktiserende læge.

– Det er egentlig meget fint, at de er født hver deres dag. For så kan de få hver deres fødselsdag.

– Fødselsdage er noget helt specielt, og mange tvillinger har sagt til os, at de altid har været kede af, at de ikke havde deres egen dag.

Så må deres mor bage to kager, og de vil altid have stort fyrværkeri på deres fødselsdag, griner Günther.

Selv om børnene er født hver deres år, skal de gå i samme klasse, når de begynder i skole.

– Det skal de selvfølgelig. De skal gå på en international skole lidt uden for Esbjerg, fortæller den stolte mor.

To timer hver
Hun er selv født i Ungarn, men flyttede til Østrig som 15-årig, hvor hun mødte Günther.

I dag snakker parret både østrigsk, ungarsk og dansk, så børnene vil vokse op som flersprogede. Der er dog ingen tvivl om, at familien bliver boende i Danmark.

– Nu har vi købt hus her, og vi er glade for at bo her, siger Günther.

Tvillingerne trives da også i bedste velgående.

De blev født ni uger for tidligt, vejede kun 1400 gram hver og var derfor indlagt i fem uger. Men i dag har de stor appetit på livet.

–De får mad hver tredje time. Og når de samtidig skal skiftes, kan det tage op til to timer med dem hver.

Så når den ene er færdig, kan jeg gå i gang med den næste, smiler Erika, der nyder rollen som mor til tvillingerne.

Sponsoreret indhold