Kendte27. september 2016

Politiet advarer: Slet denne SMS omgående

Nordsjællands Politi anbefaler alle at slette en særlig SMS fra Apple – det er nemlig ikke virksomhedsgiganten, der har sendt den mystiske SMS
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sms.jpg
 (Foto: Facebook/Nordsjællands Politi)

Har du modtaget denne SMS fra Apple, gør du klogt i at slette den med det samme.

Sådan lyder rådet fra Nordsjællands Politi, efter at ordensmagten er blevet gjort opmærksom på den mystiske SMS.

- Det er kommet os for øre, at flere har modtaget en SMS som den på billedet her, hvori der står, at de har spenderet penge i Apple iTunes Store, på trods af de ikke har købt noget, skriver Nordsjællands Politi som kommentar til et billede, som ordensmagten har lagt på sin Facebook-side.

Billedet viser den pågældende SMS.

I SMS’en står der, at modtageren har købt noget på Apple iTunes Store for i alt 910 kroner. Hvis modtageren ønsker at annullere ordren, opfordres de til at klikke på et link i SMS’en – noget som de færreste nok kunne blive fristet til at gøre.

Men der er en reel risiko for, at du ender med at videregive dine personlige oplysninger fra Apple til de helt forkerte,

- Klikker du på linket, bliver du ført til en hjemmeside, der til forveksling ligner Apples officielle hjemmeside, hvor du skal logge ind med dit Apple ID for at annullere den påståede ordre. Gør du det, ender dine login-oplysninger dog nok bare i de forkerte hænder, og der er naturligvis ingen ordre at annullere.

- Hvad der efterfølgende sker, hvis de får fat i dit Apple ID og din kode, ved vi ikke, men det er højst sandsynligt ikke noget positivt. Derfor: Modtager du en SMS som denne, så slet den med det samme, lyder rådet derfor fra politiet.

Sponsoreret indhold