Kendte8. oktober 2015

Aabenraas politi sendte patruljevogn: - Ronaldo står ude foran min dør

Politiet i Sønderjylland kom onsdag aften på en særpræget opgave. En beboer i Rødekro påstod, at selveste Cristiano Ronaldo stod ude foran hans dør og ville tæske ham.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/pol_cris.jpg
 All Over

Politiet er vant til at høre lidt af hvert. Men onsdag aften studsede Aabenraa Lokalpoliti nok alligevel lidt, da alarmcentralen sendte dem ud på næste opgave:

- Kør til en adresse i Rødekro. En beboer påstår, at Cristiano Ronaldo står ude foran hans hoveddør og truer med at tæske ham.

Jep, du læste rigtigt.

Selvom ordensmagten da også fandt det hele en anelse mystisk, valgte de alligevel at sende en patruljevogn af sted for at se ved selvsyn, om den tredobbelte Ballon d’Or-vinder nu også befandt sig i Rødekro i ophidset sindstilstand.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Da patruljen nåede frem, kunne de ikke få øje på Cristiano Ronaldo. Til gengæld kunne anmelderen tilføje, at Cristiano Ronaldo havde været forbi tidligere, hvor de også havde været oppe at toppes med hinanden. Beboeren kunne også berette, at Cristiano Ronaldo til daglig bor i en helt anden del af Danmark.

De tilkaldte betjente var naturligvis noget overraskede over anmelderens historie og valgte derfor at undersøge sagen nærmere. Efter en hurtig søgning i deres maskiner kunne betjentene konstatere, at en dansk statsborger langt væk fra Rødekro, er navnebror til Real Madrid-fodboldspilleren.

- Men vi overvejede da, om ikke vi skulle tage en flyvetur til Portugal, anholde fodboldspilleren Cristiano Ronaldo og tage ham med til afhøring her i Aabenraa, så han ikke kan spille aftenens kamp mod Danmark, fortæller politikommissær Anders Hansen fra Aabenraa Lokalpoliti til Jydske Vestkysten.

Sponsoreret indhold