Kendte25. juli 2016

Thomas betalte 200.000 kr. for bustur i Aarhus: Lagde jeg ud for alle?

Da Thomas Sandvang Vilhelmsen skulle hjem fra Grøn Koncert i Aarhus, tog han – som så mange andre – bussen. Dog blev turen en anelse mere pebret, end den unge fyr fra Skjern havde regnet med. Midttrafik har nemlig trukket 200.000 kroner fra hans konto
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bus.jpg
 (Foto: Midttrafik)

Thomas Sandvang Vilhelmsen fra Skjern er en meget gavmild mand.

Han er nemlig sådan én, der gerne betaler for andres busbilletter, så de slipper for at punge ud, når de skal hjem.

Eller… det var faktisk ikke meningen, at Thomas ville betale for alle andre i bussen. Men det tror han nu, at han gjorde. For busselskabet har i hvert fald hævet et ganske stort beløb, efter at den unge fyr forleden tog bussen hjem efter Grøn Koncert i Aarhus.

Faktisk løb billetten op i svimlende 200.080,77 kroner – og så er det jo, at man spørger sig selv, om man har betalt for alle i bussen.

- Hej Midttrafik! Tak for behagelig transport efter Grøn Koncert i Aarhus. Jeg skal lige høre, om jeg bare har lagt ud for alle? I så fald kan dem der kørte med bare lige MobilePay’e til 51855084, skriver Thomas som kommentar til et billede, han har lagt på busselskabets Facebook-side.

Billedet viser hans kontoudtog – og her fremgår det tydeligt, at den unge fyr fra Skjern havde den helt store pung fremme, da han skulle med bussen efter koncerten i Aarhus.

Noget tyder dog på, at Thomas har betalt lige lovlig meget for turen. For Midttrafik svarer (heldigvis), at de gerne vil hjælpe ham med at få styr på økonomien, der formentlig bløder lidt oven på sådan en betaling.

- Det var rigtig pænt af dig at lægge ud for alle til bussen. Men hvis du gerne vil have rettet lidt op på økonomien igen, så kontakt os lige på tlf. 87408200. Vi har også prøvet at kontakte dig på det telefonnummer, du har skrevet. Og så er det i øvrigt rigtig dejligt at høre, at du var tilfreds med busturen. Vi tales ved. Hilsen Rikke, lyder svaret således fra Midttrafik.

https://imgix.seoghoer.dk/mitsh-banner_30.png

Sponsoreret indhold