Kendte13. september 2017

Sagsøger Starbucks: Kvinde tabte te ud over sin hund, som døde

En – ja – amerikansk kvinde har valgt at sagsøge kaffegiganten Starbucks, efter at hun spildte skoldhed te ud over sin hund, som døde. Den amerikanske kvinde mener, at Starbucks er ansvarlig for hundens død, fordi medarbejderen ikke havde sikret te-låget på koppen godt nok
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/starbucks.jpg
 (Foto: All Over)

En amerikansk kvinde forlanger at få 626.223,40 danske kroner i erstatning fra kaffegiganten Starbucks.

Den amerikanske kvinde mener nemlig, at det er kaffevirksomhedens skyld, at hendes elskede hund led en pinefuld død.

Kvinden, 58-årige Deanna Salas-Solano fra Denver, Colorado, kom ved et uheld til at spilde skoldhed te ud over sin elskede hund. Og uheldet skyldtes ene og alene – ifølge kvinden – at Starbucks-medarbejderen ikke havde påsat låget på koppen godt nok, hvilket resulterede i, at den skoldhede te ramte både hende og hendes hund.

Det skriver det amerikanske medie KDVR.

Den tragiske sag tog sin begyndelse 26. september 2015, da kvinden lagde vejen forbi en drive-in Starbucks i sin hjemby Denver, Colorado. Her bestilte den 58-årige kvinde en kop te i grande-størrelsen, men der gik ikke mange minutter, før at det hele endte tragisk.

Ifølge Deanna Salas-Solano havde Starbucks-medarbejderen ikke sikret låget på teen godt nok – og medarbejderen havde ifølge den uheldige hundeejer heller ikke påsat en ”frakke” på koppen med den varme te.

Det resulterede i, at kvinden brændte sine fingre og spildte teen ud over både sig selv og sin hund, Alexander. Selv fik hun andengradsforbrændinger på mave og lår, mens hunden Alexander blev så forbrændt, at den døde en time senere på dyrehospitalet af sine kvæstelser.

Deanna Salas-Solanos brandsår var så alvorlige, at hun selv blev indlagt på Rose Medical Center, og hun måtte selv gennemgå en operation dagen efter ulykken.

Starbucks udtaler ifølge KDVR, at man har videomateriale fra den pågældende kaffebar, der modbeviser kvindens anklager.

Tilbage i 1994 blev en amerikansk kvinde fra New Mexico tildelt en erstatning på lidt over fire millioner danske kroner, efter at hun ved et uheld spildte skoldhed kaffe ud over sig på en McDonald’s-restaurant.

Sponsoreret indhold