Kendte21. maj 2017

66-årige Ingers vilde projekt: Tværs over Danmark i kørestol

Efter 66-årige Inger Pedersen for fire år siden mistede sit ene ben, har hun haft behov for at udfordre sig selv. Det gør hun nu med en månedlang rejse til Folkemødet på solskinsøen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/1_143.jpg
 (Foto: René Schütze)

De fleste ville nok tænde op i bilen eller købe en togbillet, hvis de drømte om at komme til Folkemødet på Bornholm.

Inger Pedersen fra Læsø har tænkt alternative tanker. Hun har sat gang i armmusklerne og vil tilbagelægge de 305 kilometer i kørestol.

– Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har brug for at udfordre mig selv, siger hun til SE og HØR og forsætter:

– Jeg har altid været meget aktiv, men efter jeg for fire år siden mistede mit ene ben, blev jeg meget begrænset og kunne ikke længere de samme ting, fortæller 66-årige Inger Pedersen, der bor på Læsø.

Hun er dog ikke typen, der lader sig begrænse. Derfor satte hun gang i planlægningen, og nu er hun et godt på vej.

De første 50 kilometer er tilbagelagt, og Inger er nået til Hou i Nordjylland. Derefter går turen langs kysten ned til Randers og tværs over Djursland. Hvor hun sejler til Sjællands Odde, inden hun tilbagelægger den sidste strækning mod Køge, hvor færgen fragter hende til Bornholm.

– Jeg kører cirka 10 kilometer hver dag. Jeg tager cykelstier og de små landeveje, siger Inger Pedersen, som har et helt bestemt formål med turen.

– Først og fremmest handler det om, at jeg skal udleve en drøm om at komme til Folkemødet. Men når jeg sidder i kørestol, så får jeg ikke meget motion. Så jeg tænkte, at jeg kunne slå de to ting sammen, lyder det fra den aktive pensionist.

Indtil videre har Inger kun mødt et bump på vejen. Det satte hende en dag tilbage.

– Min veninde fra Læsø fulgte mig til Sæby, og så var der et lille hul, som mit hjul kørte ned i, og vi havde lidt fart på, så jeg røg ud af kørestolen. Dagen efter tog jeg en pause. Jeg kunne godt finde min stædighed frem, for den har jeg en stor portion af, men det var nok dumt, da det kunne give bagslag, erkender Inger, der har oplevet en fantastisk menneskelig medvind på vejen.

– Jeg har fået lavet campingpas, da det var planen, jeg skulle sove på campingpladser. Men jeg er meget overvældet over, så mange der har kontaktet mig og tilbudt privat overnatning, både fra folk jeg kender og folk jeg ikke kender, fortæller gæve Inger.

Omkring 1. juni regner hun med at ramme Køge, og derefter har hun 14 dage til at komme med færgen til Bornholm og restituere, inden folkemødet løber af stablen 15.-18. juni.

Og selvom Inger Pedersen nyder turen mod Bornholm i fulde drag, så har hun planer om, at tage turen hjem til Læsø på mere traditionel vis.

– Jeg har en veninde, der kommer over til Folkemødet, så jeg kører med hende hjem, og ellers henter min søster mig i Køge, smiler Inger Pedersen.

Sponsoreret indhold