Viralt28. januar 2023

Hjerteskærende: Kvinde lå død i fire år, før hun blev fundet

En britisk kvinde lå død i sit hjem i fire år uden, at nogen opdagede det
Laura Winham led af skizofreni og havde af den grund ingen kontakt til sin familie. 
Laura Winham led af skizofreni og havde af den grund ingen kontakt til sin familie.
 Foto: Twitter

Fire år skulle der gå, før britiske Laura Winham blev fundet død i sin lejlighed.

Det skriver Daily Mail.

Kvinden blev fundet i en "mumie-lignende" tilstand i sit hjem i Woking, Surrey tilbage i maj 2021.

Men man regner med, at hun døde omkring november 2017, da det er den sidste måned, hun har markeret noget i sin kalender med ordene "Jeg har brug for hjælp".

Laura Winham led af slem skizofreni, og havde af den grund ingen kontakt til sin familie, da det ifølge kvindens søster var en enorm belastning for hende.

- Hun nægtede at se os, og i sidste ende måtte vi respektere hendes ønske og overlade hende til de professionelle, fortæller søsteren til mediet.

Men det lader til, at ingen i systemet har besøgt Laura Winham i godt fire år.

For da kvindens mor og bror i 2021 forsøgte at besøge deres familiemedlem, var der ingen, der åbnede døren.

Men da de kiggede gennem brevsprækken, kunne de se en fod stikke ud under et tæppe og valgte derfor at ringe til politiet.

- Laura er i slem grad blevet svigtet. Det er hjerteskærende at tænke på, hvordan hun brugte sine sidste år, uden nogen at bede om hjælp eller nogen, der var der for hende. Det er bare tragisk, siger hendes søster.

Laura Winhams død bliver nu undersøgt ved Surrey County Council.

- Det er vigtigt, at alle aspekter af denne komplekse sag bliver gennemgået, og vi er forpligtet til at deltage fuldt ud i efterforskningsprocessen, lyder det fra byrådet ifølge Daily Mail.

Sponsoreret indhold