lasse rimmer

Nyeste artikler om lasse rimmer

Lasse Rimmer er kendt som klassens kloge dreng i comedy-miljøet, hvilket blandt andet har betydet et job som vært på quizprogrammet ”Jeopardy”. Men han har også været med helt fra begyndelsen på den danske stand-up-scene og været en af bagmændene på DR2-kulthittet ”Casper og Mandrilaftalen”.

Komikeren – med en intelligenskvotient på imponerende 156 – fik sin karriestart med en finaleplads i DM i standup i 1993, men Lasse havde umiddelbart lidt anderledes ambitioner end hans stand-up-kolleger, da årtusindeskiftet kom.

Mens de andre komikere langsomt etablerede sig i branchen med det ene soloshow efter det andet op gennem 00’erne, var Lasse Rimmer nemlig i fuld gang med at bygge rede og være familiefar. Hans ægteskab med Lene Dahlquist havde nemlig resulteret i to døtre og dermed en lille familie.

- Jeg har altid syntes, det var vigtig at stifte familie - som en mening med livet. Og så stod jeg der på sidelinjen og kiggede på, fik nogle børn, stod op kl. fire om morgenen og gik i seng kl. ni om aftenen, og så får man jo ikke optrådt.

Men drømmen om den perfekte familie holdt ikke, og Lasse blev skilt fra Lene i 2007, efter han ellers havde sagt sit job op på Radio 100FM for at få mere tid til selvsamme familie. Det lykkedes ikke, da parret var vokset fra hinanden.

Lasse Rimmer havde derfor en hård skilsmisse og to delebørn med sig, da han igen var ledig på markedet - så der skulle en helt speciel pige til at få ham til at tænke på et forhold igen.

Nanna Heisel arbejdede i 2008 på en sushi-restaurant og som DJ, og kontaktede den 17 år ældre Rimmer på Facebook, hvor hun kommenterede noget, han havde sagt i radioen.

Lasse svarede høfligt tilbage, og herefter startede de en chatkorrespondance, som endte med at udvikle sig til en date. Det var mildest talt atypisk for Lasse Rimmer at ses med så ung en pige, for ovenpå skilsmissen datede han nemlig primært kvinder i 20’erne, fordi kvinder i 30’erne ofte allerede var i forhold. Det lod han Nanna vide fra starten.

- Så endte hun med at skrive: ”Hvis du kan date en kvinde på den alder, kan du også gå ud med mig”. Så vi gik ud og spiste. Det var den bedste date, jeg havde haft på det tidspunkt. Jeg kunne virkelig godt lide hende, opdagede jeg, har Lasse Rimmer senere fortalt Ekstra Bladet om det første møde med Nanna.

Efter et par dates mere, hvor Rimmer indså, at han virkelig syntes om Nanna, gjorde de det officielt. Nanna flyttede ind hos komikeren i 2009 og det fejrede komikeren på Facebook med en vittig statusopdatering:

- Deler fremover hjemmet med 100 par sko i størrelse 37/38 og en kvinde, der kan passe dem.

Men selvom han var selv pinligt bevidst om, at han var 17 år ældre end sin kæreste, kunne komikerkollegerne alligevel ikke lade være med at drille Rimmer med den store aldersforskel hos parret, og kaldte blandt andet den smukke Nanna for ”konfirmanden” og ”teenagekæresten”. Det syntes Lasse Rimmer ikke var sjovt.

Han tog det i stedet ilde op og gik i defensiven, når snakken faldt på aldersforskellen, for det ragede ikke andre, syntes han.

– Hvis ikke du kan pege på et offer, så lad være. Og der er jo ikke noget offer her, lød det fra Rimmer til Ekstra Bladet.

Nanna Heisel boede hos Lasse Rimmer og hans to børn i Karlslunde indtil slutningen af 2014, hvor parret brød med hinanden – dog uden den store dramatik. Bruddet blev ligeledes offentliggjort på Facebook af Lasse Rimmer.

- Nu forestiller jeg mig ikke, at det har nyhedens interesse for særlig mange, men... Jeg er ikke længere i et forhold. Nanna og jeg flyttede fra hinanden for nogle måneder siden.

Lasse uddybede, og fortalte, at der ingen dramatik var omkring det, men i stedet for halvhjertet at kalde det en pause, ville han hellere kalde det for et brud.

Senest har han optrådt som vært i reality programmet ”Jeg er en celebrity – få mig ud herfra”, og efter at have skaffet brød på bordet til familien med forskellige TV-jobs op gennem 00’erne - kastede han sig ud i sit første solo standup-show i 2010.

I 2015 turnerer han igen med sit tredje soloshow ”Selvtilfreds”.

  • 1993: I finalen til DM i stand up
  • 1999: Medvirker i ”Casper og Mandrilaftalen”
  • 2001: Gift med Lene Dahlquist
  • 2001: Datteren Pippi Alberte fødes
  • 2000-2003: Vært på ”Jeopardy” på TV2
  • 2003-2007: Vært på ”Morgenhyrderne” på Radio100FM
  • 2007: Datteren Hedvig fødes
  • 2007: Skilt fra Lene Dahlquist - LASSE RIMMER: SMIDT UD AF KONEN
  • 2008: Bliver kæreste med 19-årige Nanna Heisel, der kontakter ham via Facebook - Lasse Rimmer: Flytter sammen med kæresten
  • 2009-2013: Medvirker foran og bag kameraet på ”Live fra Bremen”
  • 2010: Turnerer med sit første soloshow ”Nævenyttig”
  • 2012: Turnerer med showet ”Komiker”
  • 2015: Single igen, bryder med Nanna Heisel - Lasse Rimmer er single igen
  • 2015: Vært på TV3s ”Jeg er en celebrity – få mig ud herfra” – Amin sætter 10.000 på højkant i chokolade-gate
  • 2015: Turnerer med showet ”Selvtilfreds”

Sponsoreret indhold