Sport27. marts 2024

Novak Djokovic afslører: Går hver til sit efter seks år

Novak Djokovic og Goran Ivanisevic stopper samarbejdet, der blandt andet kastede 12 grand slam-titler af sig
Novak Djokovic og træneren Goran Ivanisevic stopper samarbejdet efter seks år. 
Novak Djokovic og træneren Goran Ivanisevic stopper samarbejdet efter seks år.
 Foto: Clive Brunskill/AFP/Ritzau Scanpix

Novak Djokovic har valgt at stoppe samarbejdet med Goran Ivanisevic som træner. Det oplyser verdensetteren på det sociale medie Instagram.

Ivanisevic indledte samarbejdet med Djokovic i 2018 og har siden hjulpet den 36-årige serber til 12 grand slam-titler. I alt har Djokovic vundet 24 grand slam-titler.

I sin aktive karriere vandt Ivanisevic selv grand slam-turneringen Wimbledon i 2001, og kroaten nåede også finalen i 1992, 1994 og 1998 i den prestigefyldte græsturnering.

- Goran og jeg besluttede at stoppe med at arbejde sammen for et par dage side.

- Vores kemi på banen har haft op- og nedture, men vores venskab har altid været bundsolidt, skriver Djokovic på Instagram.

Han forklarer, at han i sin tid ønskede Ivanisevic som træner for at forbedre sin serv. Ivanisevic var i sin karriere kendt for at have en frygtindgydende serv.

I januar forsøgte Djokovic at vinde Australian Open, men han tabte i semifinalen til Jannik Sinner.

Djokovic tabte overraskende til italieneren Luca Nardi i tredje runde i Indian Wells. Efterfølgende trak Djokovic sig fra Miami Open for at spare sig.

I stedet vil Djokovic koncentrere sig om at komme i form til grussæsonen, hvor han kan vinde French Open for fjerde gang. French Open spilles fra 26. maj til 9, juni.

Sponsoreret indhold