Sport17. maj 2023 (opd. 17. maj 2023)

Mikkel Kessler sælger lystgården

Den tidligere bokser vil have stort tocifret beløb for landejendommen i Sengeløse
Mikkel Kessler sælger lystgården for mere end det tidobbelte af, hvad han i sin tid betalte for den.
Mikkel Kessler sælger lystgården for mere end det tidobbelte af, hvad han i sin tid betalte for den.
 Foto: Mikael Rieck

Mikkel Kessler kan snart polstre sin pensionsformue med et tocifret millionbeløb.

Den 44-årige eksbokser har nemlig sat sin stråtækkede landejendom i Sengeløse nær Høje-Taastrup til salg.

Prisen for den 327 kvm. store bolig med den tilhørende 190 kvm. store kælder er 24,5 mio. kr.

Ejendommen er restaureret fra kælder til kvist. Faktisk gik Mikkel Kessler efter købet i 2011 så grundigt til værks, at han praktisk talt jævnede den oprindelige bevaringsværdige men faldefærdige gård Frederiksholm med jorden og opførte en helt ny ejendom - hvilket naturligvis medførte en del bøvl med kommunen, idet han ikke havde fået tilladelse til at gå så langt.

Kesslers ejendom er omgivet af marker.
Kesslers ejendom er omgivet af marker.
 Foto: Google Maps

Men det færdige resultat fejler ikke noget. Alt er nyt men opført i gammel original stil. Her er træningshal, hjemmebiograf, orangeri, kæmpe terrasse, legeplads og en grund på ikke mindre end 2,1 hektar, hvilket svarer til tre fodboldbaner.

Linse Kesslers lillebror betalte godt to millioner kroner for den oprindelige ejendom, som filmproducerduoen Wikke og Rasmussen i øvrigt benyttede ved optagelserne af DR's julekalender "Julestjerner".

Se mægler Ole Lindgreens præsentation af Kesslers hjem her.

Sponsoreret indhold