Sport23. januar 2024

Mikkel Hansen fravalgt: Nu forklarer Nikolaj Jacobsen

Den danske landstræner Nikolaj Jacobsen sætter nu ord på, hvorfor vi ikke ser Mikkel Hansen få samme antal minutter på banen
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Mikkel Hansen taler ud om livet med et ben i hver lejr.
 Video: Søren Lamberth

Han er utvivlsomt blandt verdens største mandlige håndboldspillere nogensinde.

LÆS OGSÅ: Mikkel Hansen bor to steder: Sådan løser familien det

Og siden debuten i 2007 har danskerne været vant til at se Mikkel Hansen spille størstedelen af minutterne, når landsholdet har spillet kampe ved diverse slutrunder.

Sådan har det dog ikke været ved dette års EM. Og over for TV 2 SPORT sætter landstræner Nikolaj Jacobsen nu ord på fravalget af Mikkel Hansens gyldne håndled.

– Der er virkelig mange dygtige spillere, og som jeg også sagde sidste år, havde rollen også været anderledes til VM, hvis Lauge ikke var blevet skadet, og Mikkel havde også fået flere pauser, fortæller han til mediet.

Der hersker absolut ingen tvivl om, at det er noget af en luksussituation for Nikolaj Jacobsen.

De seneste år er landsholdet nærmest blevet bombarderet med talenter som Mathias Gidsel og Simon Pytlick.

Og det giver helt nye muligheder for Nikolaj Jacobsen, der tidligere har måtte kigge Hansens vej i noget højere grad.

– Nu giver det os nogle flere strenge at spille på, og så har Mikkel efterhånden også fortjent at prøve at gå halvfrisk ind til en sidste uge af en slutrunde med alle de år, som han har slidt og slæbt, siger Nikolaj Jacobsen ifølge TV 2 SPORT.

Mikkel Hansen har ikke spillet over 20 minutter i nogen af kampene ved EM-slutrunden i Tyskland.

Men han har dog stadig fundet vej til den danske startopstilling i de fleste kampe. I angrebet vel at mærke.

For det er bestemt ikke i defensiven, Mikkel Hansen har sine spidskompetencer.

Det har han derimod i angrebet, og så er hans overblik også i en klasse for sig. Derfor ser vi også, at Hansen er en fast del af det danske overtalsspil - også under dette EM.

Tidligere har man taget Mikkel Hansen med ned i forsvaret, når Magnus Landin var på banen. Lillebror Landin kan nemlig dække backen, så Mikkel Hansen kunne stå i fløjen i defensiven.

Det har tidligere betydet, at man han kunne gøre brug af Hansens overblik i kontrafasen. Men med Gidsels indtog på det danske landshold har han overtaget hovedrollen i den danske kontra.

Nu kan danskerne dog glæde sig over, at det for nærmest første gang i mands minde er en helt frisk Mikkel Hansen, der går ind til semifinalerne ved en slutrunde.

Det bliver derfor spændende at se, om Mikkel Hansen for alvor bliver sluppet løs, når finaleweekenden i Köln skydes i gang fredag.

Her vides det endnu ikke, hvem der bliver Danmarks modstander. Vi ved dog, at det ikke bliver de evige rivaler for Frankrig, da de lige som Danmark har vundet deres mellemrundepulje.

Det bliver enten Tyskland, Ungarn eller Østrig.

Slår tyskerne Kroatien, der ikke længere har noget at spille for, vil det være værterne fra Tyskland, som venter Danmark.

Inden den står på semifinale, skal Danmark først spille den sidste kamp i mellemrunden mod Slovien.

Det sker tirsdag aften klokken 18.

Sponsoreret indhold