Reality7. januar 2022

Vred Tina Maria: Derfor er jeg ikke helt mig selv

Tina Maria blev i julen overrasket med hjerteskærende informationer om sin afdøde far, der har fået både vrede og sorg til at blusse op i hende.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-901090.jpg
 Foto: Thomas Laursen

Det er snart 13 år siden, Tina Marias far døde, men den tidligere ”Paradise Hotel”-deltagers sorg er blusset op på ny.

Det skete i julen, hvor realitystjernen oplevede en ny vrede blusse op i hende, da nogle helt nye informationer og oplysninger om hendes far pludselig så dagens lys.

- Jeg fik nogle ting at vide om min far i julen, som jeg aldrig har vidst. Sider af ham, jeg aldrig har kendt. Ting, der skar dybe spor i mit hjerte, fortæller Tina Maria i et opslag på Instagram.

- Det er fandeme hårdt, når ens far er død, og man ikke kan få svar på sine spørgsmål. Finde ro i sin vrede og sorg, der pludselig blusser op igen næsten 13 år efter hans død. Ny vrede, nye spørgsmål, svigt på svigt.

Får grædt ud og skældt ud

Paradisoen kommer ikke nærmere ind på, hvad det er for ting, hun har fået at vide, men det er tydeligt, at det er noget, der har skabt turbulens og mange tanker hos Tina Maria.

Realitydeltageren deler dog også, hvordan hun får bugt med de svære følelser og tackler dem.

- Jeg har ikke helt været mig selv den sidste måned, og det har virkelig været svært at være i mine følelser. Heldigvis er jeg enormt god til at åbne munden over for mine nærmeste, så jeg nemlig kan få talt ud, rakt ud, grædt ud og skældt ud, så jeg ikke går og lader det vokse indeni mig, fortæller Tina Maria.

- Det har været virkelig hårdt, og en fucking rutsjebanetur – op og ned i følelserne. I dag er en af de dage. Så i dag krænger jeg lidt af mit hjerte ud, måske er jeg ikke alene. Og så håber jeg, at jeg en dag kan fortælle jer min historie. Når jeg er klar. En dag.

Sponsoreret indhold