Reality18. april 2024

Det så du ikke på tv: Hjertebanken i vildmarken

Der er helt naturligt et stort stykke klippearbejde forbundet med ”Alene i vildmarken”. Nu afslører Claus Ballisager og Ulrik Ørskov, hvad du ikke så på skærmen
Claus havde det dårligere, end det så ud til for seerne i "Alene i vildmarken". Ulrik havde det sjovere.
Claus havde det dårligere, end det så ud til for seerne i "Alene i vildmarken". Ulrik havde det sjovere.
 Foto: DR

LÆS OGSÅ: Mette fra "Alene i vildmarken" har særlig forbindelse til prins Joachim

– Det er jo godt tv med følelser og savn, men de dramatiserer det måske mere, end det er, siger Ulrik Ørskov, der netop er kåret som den ene af to vindere af sæson otte af ”Alene i vildmarken”, fordi vejret satte en stopper for produktionen.

Her taler han især om sjette afsnit, hvor hver en tåre, han fælder, kommer med i det færdige program.

– Afsnittet strækker sig over 10 dage, og de har taget alle mine grædescener med. Men meget af det, hvor jeg hygger mig og har det fedt, er ikke kommet med.

Ulrik græder blandt andet af savn til familien, men deltagelsen i programmet er så meget mere end det, siger han.

– Mange har et job, hvor de er væk 14 dage ad gangen. Nogen er udstationeret et halvt år. Så er 49 dage væk da normalt. Der er ingen grund til at hype det op til mere, end det er.

Ulrik Ørskov hyggede sig med vittigheder og jagt. Selv isfiskeri blev krydret med hyggebål og taburet.
Ulrik Ørskov hyggede sig med vittigheder og jagt. Selv isfiskeri blev krydret med hyggebål og taburet.
 Foto: DR

Klokken to om natten i en tipi

Også Claus Ballisager kan fortælle, at der er ting, der ikke er kommet med i programmet, fordi de er endt på gulvet i klipperummet.

Han er flere gange syg i vildmarken, hvor han får lægen til at vurdere, om han kan fortsætte. Første gang, som er dag to til fem, har han forhøjet blodtryk og diarré. Og her får seerne ikke hele historien, fortæller han.

– Jeg har høj puls og har det betydeligt ringere, end det fremgår.

– Det ville ikke se godt ud at give op efter dag tre, men jeg var virkelig nervøs for mit helbred. Det er ubehageligt at ligge klokken to om natten i en tipi i en finsk vildmark, og hjertet banker ud af brystet.

Heldigvis får Claus lægens ord for, at det er okay at fortsætte.

– Det er derfor, jeg kalder dem derud. Produktionen var ekstremt professionel. Man fornemmede fra begyndelsen, at vores sikkerhed var det vigtigste: Trykkede man på knappen, tog de det dybt seriøst og kom med det samme.

Claus Ballisager nåede både diarré med forhøjet puls, et grumt maveonde og svære smerter i foden. Alligevel holdt han 49 dage i den finske vildmark, indtil produktionen måtte lukke.
Claus Ballisager nåede både diarré med forhøjet puls, et grumt maveonde og svære smerter i foden. Alligevel holdt han 49 dage i den finske vildmark, indtil produktionen måtte lukke.
 Foto: DR

Når Ulrik Ørskov ser programmet, er der dog ikke noget, han ville ønske blev vist.

– Man ser ikke særlig meget, men jeg er rigtig meget på jagt. Jeg kommer bagud med projekter og fisk, fordi jeg prioriterer jagt, siger bueskytten.

Han håber dog, at der vil komme en sæson af ”Alene i vildmarken”, hvor der er lidt større dyr at jage, så han rigtig kan få buen i brug.

– Det kunne for eksempel være en all stars sæson i Alaska med deltagere fra USA og Danmark.

Den vil vi gerne se.

Sponsoreret indhold