Robinson Ekspeditionen6. november 2017

Nicolai ude af "Robinson": Jeg har ikke tilgivet Flemming

Den unge deltager blev sendt ud af "Robinson Ekspeditionen", efter Flemming valgte at gå imod drengene og stemme på Nicolai.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/n_og_f.jpg
 Foto: TV3

I aftenens afsnit af "Robinson Ekspeditionen" blev den famøse trekløver brudt, da Flemming valgte at sætte sin stemme på Nicolai og altså bryde drengealliancen.

Det kom som noget af en overraskelse for Nicolai, der da også udtrykker sin frustration klart og tydeligt i programmet.

- Jeg tror, at det var prikken over i'et for Flemming, og jeg vidste godt, at muligheden for at han ville stemme på mig var der, men jeg havde ærlig talt ikke regnet den ud, fortæller Nicolai til SE og HØR, efter sit exit.

Men selv om Nicolai er frustreret over, at Flemming ikke overholder aftalen om at smide Marlene ud, så mener han, at han trods alt røg ud for egen regning.

- Det var en bitter følelse, og jeg var forbandet over det, men havde jo muligheden for selv at afgøre det i dødskampen eller kappestriden. Marlene var virkelig god, og jeg var nok ikke alsidig nok, siger Nicolai.

Nicolai vandt en yderst eftertragtet præmie i forrige afsnit, og det, tror han, har haft noget med udfaldet at gøre.

- Flemming var hele tiden misundelig på den præmie, jeg havde vundet. Jeg var lykkelig over den præmie, og jeg prøvede at tage hensyn til de andre, men det var rigtig svært ikke at være begejstret, fortæller Nicolai om de tre måltider mad han fik i to dage.

Men stridsøksen er dog ikke lagt endnu. 18-årige Nicolai har ikke tilgivet Flemming.

- Jeg vil ikke have noget med Flemming at gøre. Det er ikke, fordi han har spillet spillet eller smidt mig ud, men fordi han har overtrådt mine grænser ved at bruge nogle metoder, jeg ikke bryder mig om, lyder det.

Efter aftenens program er der kun syv deltagere tilbage, så det varer ikke længe, før vinderen skal kåres.

Se ørådet, hvor Nicolai ryger ud, herunder:

Sponsoreret indhold