Nyheder20. april 2022

P1-vært Esben Kjær beskyldt for grov og nedværdigende adfærd

En række tidligere praktikanter retter nu ifølge 24syv skarp kritik mod radioværten Esben Kjær, som de har følt sig krænket og overfuset af, mens de har været på P1-redaktionen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/download_2.jpeg
 (Foto: Agnete Schlichtkrull)

En række tidligere DR-praktikanter fortæller nu om grænseoverskridende adfærd fra ”Bagklog”-vært Esben Kjærs side. Dette skulle være foregået over flere år.

Den profilerede vært skulle ifølge de adspurgte medarbejdere have krænket og overfuset især yngre praktikanter.

Det skriver 24syv på deres facebookside som forsmag til programmet ”Babylon” senere i eftermiddag, hvor historien vil blive foldet ud.

Ugentlig skældud

Kulturprogrammet har talt med 12 personer, der har været praktikanter på programmet i perioden mellem 2016 og 2022, og her fortæller ti af dem om voksen-skældud, vredesudbrud og nedladende kommentarer, som kom fra P1-weekendprogrammet ”Bagklogs” faste vært.

Artiklen fortsætter under opslaget...

– Man får helt sikkert skældud én gang om ugen. Og især hvis han blev stresset. Så var det ens skyld, at noget var blevet forsinket, selvom man er to om ansvaret for at lave hans radioprogram. Jeg har aldrig prøvet noget lignende på nogen arbejdsplads, at man bliver skældt ud på den måde, fortæller en tidligere praktikant, som ikke ønsker at stille op med navn, til 24syv.

I en anden af praktikanternes tilfælde blev det nødvendigt at få psykologhjælp siden februar i år, hvor hun fik afbrudt sin praktik på redaktionen. Psykologhjælp, som DR betalt.

Dybt ulykkelig

DR-værten Esben Kjær har ikke ønsket at kommentere anklagerne overfor radiokanalen, men på sin egen facebookside kalder han sin egen opførsel for ”et kollegialt svigt”.

– Praktikanterne er her for at lære. Det har jeg bestræbt mig på, at de har gjort. Men det har vist sig at være sket på en måde, hvor skaden har været større end gavnen. Det er jeg dybt ulykkelig over. Jeg undskylder over for jer, der er berørt. I havde fortjent bedre, skriver Esben Kjær, hvor han også skriver, at ansvaret er hans eget.

Artiklen fortsætter under opslaget...

Radioværten oplyser, at han sammen med sin chef for et par måneder tilbage, traf ”en række foranstaltninger”, som omhandler både tone, arbejdsmiljøer og ressourcer for at undgå, at lignende gentager sig.

Han påpeger, at han har en ”anden oplevelse” af de konkrete episoder, som de tidligere praktikanter beskriver.

Hos fagbladet Journalisten kan man læse, at man på Københavns Universitet har besluttet ikke at give de studerende på Film- og Medievidenskab lov til at komme i praktik på P1-programmet Bagklog.

Esben Kjær er udover sit ugentlige program på P1 også kendt som forfatter til bøgerne "Min usynlige søn", og "Døden - en overlevelsesguide" om da han på tragisk vis mistede sin syvårige søn efter en kræftsygdom.

Programmet om beskyldningerne mod Esben Kjær sendes onsdag klokken 17-18 på 24syv.

Sponsoreret indhold