Nyheder17. februar 2017

"X Factor"-Mia trækker bremsen: Jeg deler ikke alt

Det er ikke alle sine sange, det 15-årige sangskrivertalent Mia har lyst til at dele med danskerne.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mia_0.jpg
 (Foto: DR/Agnete Schlichtkrull)

Den kun 15-årige Mia fra Ølsted har overrasket alle med sine evner som sangskriver i årets udgave af "X Factor".

Og på trods af at hun stadig blot er teenager, har Mia bevist, at hun sagtens kan have noget på hjerte og skrive dybe tekster alligevel.

Men for Mia selv er sangskrivningen primært en måde at bearbejde alverdens indtryk på, fortæller hun forud for fredagens første "X Factor"-liveshow.

- Det er en måde at sætte nogle ord på de følelser, man måske ikke lige helt kan forklare, eller sende et budskab. Hvis det for eksempel er akavet at tage en samtale om det, så skriver jeg en sang om det og får det ud på den måde, fortæller Mia.

Mia begyndte at skrive sine egne sange, da hun var ni år gammel. Dengang var der dog mest tale om sjove tekster, men de senere år er hendes sangskrivning blevet mere seriøs.

Hun tror selv, sit talent bygger på en evne til at finde de rigtige ord for følelserne og på den måde skrive dem sammen til nogle tekster, som folk kan lide.

- Jeg kan godt lide at variere mine sange, så der er lidt af det hele. Men alle de sange, jeg skriver, vil enten handle om noget, jeg har en mening om, eller som jeg går og tænker på, forklarer Mia.

Alligevel tænker det 15-årige talent meget over, at hendes sange handler om meget intime og personlige ting. Derfor er det heller ikke dem alle, hun ønsker at dele med offentligheden.

- Jeg tænker meget over, om sangen er for personlig, og om jeg eventuelt kan holde til, at der kommer kritik af den efterfølgende, forklarer hun og tilføjer, at det dog ikke kun er en dårlig ting at dele de personlige hemmeligheder med danskerne.

- Det giver et rush at lukke alting op og så bagefter vide, at nu ved hele Danmark sådan her om mig, lyder det fra den unge sangskriver.

/ritzau/FOKUS

Se billeder af live-deltagerne i galleriet herunder:

X Factor 2017 (deltagere til liveshows)

Sponsoreret indhold