Nyheder16. marts 2022

Unge tog færre stoffer under pandemien

Et lukket natteliv i både 2020 og 2021 har betydet, at færre unge ryger hash og tager stoffer. - Vi kan konstatere, at det at bruge stoffer også i høj grad er et socialt fænomen, lyder det fra Sundhedsstyrelsen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20090923-105808-pf-1920x1280we.jpg
 Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken/Ritzau Scanpix

Selv om det var svært at få øje på under nedlukningen i 2020 og 2021, så havde restriktionerne tilsyneladende sine små fordele.

For det danske stofmisbrug er faldet siden 2017, og nedlukningerne får en stor del af skylden. Det viser en den nye Narkotikaårsrapport, som Sundhedsstyrelsen har offentliggjort.

Rapporten understreger dog, at alle coronarestriktioner betyder, at man skal tage faldet med en vis forsigtighed.

Fald i hash og hårdere stoffer

Ifølge tallene sagde knap 16 procent af de unge mellem 16 og 24 år i 2021, at de havde brugt hash inden for det seneste år.

Det er et fald fra 2017, hvor 21 procent oplyste det samme.

- Det er meget positivt, at andelen af unge, der ryger hash og bruger andre illegale stoffer, er faldet, fordi vi i forvejen har en alt for stor udbredelse af både eksperimenterende og regelmæssig brug af stofferne, siger Kari Grasaasen, der er chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

Af de hårdere stoffer, som inkluderer kokain, amfetamin og ecstasy, svarede knap otte procent af de unge i 2017, at de havde brugt det, mens at det sidste år var faldet til knap fem procent.

- Faldet skyldes dog nok først og fremmest restriktionerne under pandemien.

- Vi håber, at de ”bedre” stofvaner under pandemien fortsætter, fordi vi jo ved, at stofferne risikerer at påvirke de unge negativt både personligt og socialt og kan have fatale følger, siger Kari Grasaasen.

Et socialt fænomen

Blandt de hårde stoffer er kokain fortsat det mest populære stof blandt unge.

På andenpladsen har amfetamin dog overhalet ecstasy i popularitet.

- At eksperimentere med stoffer er et ungdomsfænomen, og de fleste fortsætter heldigvis ikke brugen, når de kommer op i årene. Ud fra de nye resultater kan vi konstatere, at det at bruge stoffer også i høj grad er et socialt fænomen og knyttet til fest- og nattelivet.

- Men intet brug af stoffer er uden risiko, og derfor fortsætter vi blandt andet vores forebyggende indsats ”Music Against Drugs” på musikfestivaler og spillesteder sammen med branchen”, siger Kari Grasaasen.

Sponsoreret indhold