Nyheder14. december 2021

TV 2-topchef erkender: Kondomer uddelt til medarbejdere på seminar

Kuglepen, blok og kondomer. Det var blandt andet det, nogle TV 2-medarbejdere kunne finde i deres goodiebag, da de skulle på seminar i 2017
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190430-101554-l-1920x1440we.jpg
 Foto: Miklos Szabo/Ritzau Scanpix

Da en gruppe TV 2-medarbejdere drog afsted på seminar på hotel Comwell i Roskilde i 2017, fik de en ret speciel goodbag fra deres arbejdsplads.

Udover det mere traditionelle til sådan hoteltur som kuglepenne og blokke fik de ansatte - som beskæftigede sig med marketing, kommunikation og medieplanlægning - også et eller to kondomer med TV 2's daværende slogan "Alt det vi deler" trykt på.

Det skriver Ekstra Bladet efter at have talt med en række anonyme kilder. Til mediet erkender TV 2's nuværende administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, som selv var med på seminaret, at der blev delt kondomer ud til medarbejderne.

- Det er rigtigt, at der var det her seminar, hvor jeg var øverste chef, og hvor jeg derfor har ansvaret. Det er rigtigt, at der har ligget tåbelige kondomer i de her poser, og det er fuldstændig skørt. Det var skævt dengang, og det er skævt i dag, siger hun.

Efter Discovery+-dokumentaren "MeToo: Sexisme Bag Skærmen", der handler om en gennemsyrende sexistisk kultur på TV 2, fik premiere, har Anne Engdal Stig Christensen fortalt, at hun ikke kendte til den sexistiske kultur.

I hvert fald ikke før den blev beskrevet i dokumentaren.

- Jeg har været på TV 2 i en del af den periode, og jeg har ikke selv oplevet det. Jeg har ikke været vidne til de beskrivelser, der er kommet frem i dokumentaren. Det har jeg ikke. Jeg kan understrege, at jeg har ikke oplevet nogen af de ting, der bliver fortalt om, sagde hun i et interview med Politiken.

Men den forklaring kan hun godt se klinger hult, nu hvor det er kommet frem, at hun udmærket kendte til de uddelte kondomer.

Sponsoreret indhold