Nyheder22. marts 2022

Trods høje benzinpriser: Der bliver ikke rørt ved kørselsfradag i denne omgang

Det bliver ikke i denne omgang, at blandt andet pendlere får en økonomisk håndsrækning
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Der kommer her og nu ikke til at ske ændringer i de vilkår, som især en del pendlere nyder godt af.

Det meddeler Skatterådet, efter at det tirsdag har holdt møde. Skatterådet har drøftet, om der skal ske ændringer i kørselsfradraget og befordringsgodtgørelsen.

Rådet vil afvente situationen og foretage en ny vurdering på næste møde. Det finder sted 26. april.

Drøftelserne om at ændre i fradraget og godtgørelsen skal ses i lyset af, at det på det seneste er blevet dyrere at købe brændstof.

Det er både for benzin og diesel, at priserne er steget den seneste tid. Priserne steg særlig meget kort tid efter Ruslands invasion af Ukraine.

Udskyder beslutning

For nuværende skal pendlerne dog ikke forvente en økonomisk håndsrækning i form af et øget fradrag eller en større godtgørelse. Sådan lyder det efter mødet fra Jane Bolander, formand for Skatterådet.

- Skatterådet har i dag drøftet en eventuel forhøjelse af kørselsfradraget og befordringsgodtgørelsen på baggrund af de ændrede økonomiske konjunkturer og de stigende benzinpriser, som er forårsaget af blandt andet konflikten i Ukraine.

- Rådet besluttede efter en grundig drøftelse at udskyde beslutningen til et senere tidspunkt for – om muligt – at have et mere solidt grundlag at træffe beslutningen på.

- Skatterådet vil derfor tage spørgsmålet om en eventuel forhøjelse af befordringssatserne op på det næste Skatterådsmøde den 26. april, siger Jane Bolander i en skriftlig kommentar.

Sponsoreret indhold