Nyheder2. december 2013

Trods Allan-affæren: Vi gør det gerne igen

Selvom der har været ballade, er alle klar til en ny omgang
https://imgix.seoghoer.dk/media/e15ac129464b4c5f8593bddf1f7e9621.jpg



Er det en dansekonkurrence eller et underholdningsprogram?

Det har været et af de helt store spørgsmål i Vild med dans i år. For showet, der netop har afsluttet sin tiende sæson, har været dybt præget af, at den tidligere fodboldspiller Allan Simonsen igen og igen gik videre, selvom han ikke var den, der dansede bedst.

Undervejs har dommerne, der bedømmer parrenes kunnen på dansegulvet, givet udtryk for deres utilfredshed med, at seerne ikke havde samme mening som dem og uge efter uge stemte fodboldlegenden videre i programmet.

Allan Simonsen vil ikke fortsætte dansen

Og flere af de professionelle dansere har haft det svært med at ryge ud til fordel for en danser, der dansede dårligere end deres egen partner.

Da Allan Simonsen til sidst måtte bukke og sige farvel i semifinalen i showet, var der således mange, der drog et lettelses suk og kaldte dysten mellem bordtennisspilleren Mie Skov og komikeren Uffe Holm for "den rigtige finale".

Men til trods for alt dette, så er både dansere og dommere klar til en svingom igen næste år.

- Det, der er sket i år har ingen indflydelse på, om jeg har lyst til at være med igen næste år. Hvis jeg bliver spurgt, så siger jeg ja, siger den professionelle danser Marc Christensen, der i år dansede med skuespillerinden Charlotte Fich.

- Men man skal vide, at det ikke handler om, hvem der er den bedste danser, men om at få skabt en historie, at være populær og om at lave noget, folk kan lide, siger han.

Allan Simonsen: Det skal jeg nu

Heller ikke Sofie Kruuse kunne finde på at sige nej til Vild med dans, selvom det ikke er dansen, der altid er i fokus.

- Det, der er sket, betyder ikke noget for min beslutning, siger Sofie Kruuse, der var Allan Simonsens dansepartner i de 11 shows, han nåede at danse med i.

- Jeg synes jo, det har været en god sæson, siger hun og griner.

Danseren Mie Moltke ser heller ikke nogen grund til, at hun ikke skulle tage en dans mere, hvis hun bliver spurgt.

- Man ved jo, at sådan er spillets regler, siger hun.

Dommerne, der gang på gang måtte se den danser, de helst ville af med, gå videre, er også klar til at lægge det bag dem.

- Det vigtige for mig har været, at seerne i Danmark godt ved, hvad min mening har været. Men jeg ved jo også godt, at det er et underholdningsprogram, siger Anne Laxholm.

- Det tog en ny twist denne gang, og det har taget meget fokus, og jeg vil da tro, at TV2 tænker over, hvad de vil gøre næste gang, siger hun.

Hendes kollega i dommerpanelet, Britt Bendixen, er nu sikker på, at det, der skete i denne sæson, ikke vil gentage sig.
- Jeg er da spændt på, om de kan finde en næste år, der har samme fanskare. Jeg tror ikke, det her kan ske igen. Men man ved jo aldrig, siger Britt Bendixen.

11. sæson af Vild med dans bliver sendt i 2014.






Sponsoreret indhold